Skanderborg får sine egne padel tennis-baner
Seks dedikerede lokale sportsentusiaster vil ikke længere stå i kø for at spille padel tennis i Aarhus - nu etablerer de seks baner, der står færdig i Skanderborg til september
sport Padel tennis er i øjeblikket en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden. I Spanien, der har stolte fodboldtraditioner og ikoniske spillere, er den blevet større end fodbold, og i Sverige, der har jublet med både Bjørn Borg og Stefan Edberg, regner man med at den bliver større end tennis.
"Hvis man først har prøvet, så vil man bare have mere," smiler Morten Ballisager, der sammen med fem venner står bag etableringen af et padel-center i Skanderborg.
De har allieret sig med den lokale erhvervsmand Lars Kromann. Han bygger hallen, og de seks initiativtagere indretter den med fem double-baner og en enkelt single-bane. Hver bane er omgivet af glas og trådhegn, og begge dele bruges aktivt i spillet. Adressen bliver Sverigesvej 9b, og navnet bliver 'Padel Club Skanderborg'.
Tager selv fat
De seks initiativtagere er fire tidligere håndboldspillere og et par ketchersport-folk. Håndboldspillerne er Kenneth Thrane, tidligere landsholdsspiller, Michael Laursen har spillet på førsteholdet i Skanderborg, og Michael Thrane og Lars Seehausen har begge tidligere spillet i Skanderborg. Morten Ballisager er tidligere tennisspiller på førsteholdet, og Erik Andersen er inkarneret badmintonspiller.
"Vi er selv enormt begejstrede for den nye sport. Og det er vi ikke alene om, sporten har nemlig fået greb i rigtig mange danskere i alle aldre. Det har undret os, at det ikke er kommet til Skanderborg endnu. Stort set alle andre byer i Skanderborg-størrelse har et eller flere centre. Og så måtte vi jo selv tage fat," fortæller Kenneth Thrane.
Væksten fortsætter
I Danmark er antallet af padelbaner i løbet af fire år tidoblet, og ifølge Dansk Tennis Forbund ser det ud til at væksten fortsætter.
"Det er helt tydeligt, at sporten har fat i mange, som ikke ellers dyrker sport," fortæller Lars Seehausen og tilføjer:
"Vi kommer til at fokusere på et center, hvor alle føler sig velkomne, hvor rammerne emmer af kvalitet, og hvor man også har lyst til at drikke en tredje halvleg-bajer sammen.”
Ifølge Morten Ballisager er der allerede planer om at udvide antallet af baner.
"Vi har alvorlige overvejelser om at bygge yderligere seks," smiler han.
Lettere end tennis
Morten Ballisager fortæller, at padel tennis er en sport, hvor alle kan være med.
"Det er en lidt langsommere og mere taktisk udgave af tennis med fire mure at slå op ad og derved placere bolden. Hvor tennis er forholdsvis svært at blive god til, er det lettere i padel. Flere kan være med og få noget ud af det, og det er nemmere at holde bolden i spil."
Inden corona-pandemien dyrkede de seks initiativtagere padel tennis i Aarhus, men det var ikke altid nemt at booke tider. Tit var der fuldt booket fra lidt over middag og indtil klokken 22. Derfor er de heller ikke nervøse for at starte op.
"Det bliver ikke svært at få booket tiderne. Og Skanderborg har fortjent et padelcenter."