Ny skolegård: Marienhoffskolen får endnu et løft

I sidste uge blev der taget første spadestik til en omfattende renovering af skolegården på Marienhoffskolen, som lige har sagt goddag til 34 spirer og som suppleres af mindst yderlige en håndfuld til august

Artiklens øverste billede
Skolebestyrelsesformand Jannie Rosendahl Møller (tv.) og udvalgsformand Kirstine Bille (SF) tog de første spadestik. Foto: Mikkel Koudal Andersen

RYOMGÅRD Der var smil på læben hos de få fremmødte til sidste uges første spadestik på Marienhoffskolen, som markerede, at nu går arbejdet med at lave en ny skolegård i nutidens farver - og fremtidssikret med hensyn til indretning og faciliteter - i gang.

En nyklippet formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Kirstine Bille (SF), satte sammen med Marienhoff-skolens bestyrelsesformand Jannie Rosendahl Møller 'guldspaderne' i jorden overvåget af skolechef Per Viggo Larsen, Syddjurs Kommune, og repræsentanter fra Marienhoffskolens ledelse.

Børn var der ingen af. Selvfølgelig ikke af ond vilje, men i respekt for forsamlingsforbud og afstandskrav m.m. i en Covid-19 tid.

Det er ikke en fotosession for et kommende rockband, men derimod de fremmødte til første spadestik, som holdt behørig Covid-19 afstand. Foto: Mikkel Koudal Andersen

Kirstine Bille glædede sig over, at Marienhoffskolens udtryk set fra Marienhoffvej får et løft, når det nye legepladsområde står klar til brug.

"Det forstærker yderligere indtrykket af en i forvejen nyrenoveret og moderne skole," lød det fra udvalgsformanden med henvisning til, at Byrådet investerede tiltrængte godt 30 mio. kroner i Marienhoffskolens forskønnelse for 3-4 år siden.

Skolen er i god gænge og har netop sagt goddag til 34 nye børn hos de allermindste. De suppleres yderligere af mindst en håndfuld til august.

Marienhoffskolen kysser lige nu 440 elever.

Færdig til sommer

Bestyrelsesformand Jannie Rosendahl Møller ser frem til det færdige resultat, som bliver til glæde for hele byen og ikke bare børnene i skoletiden.

"Vi forventer, at det færdige resultat kan beundres til sommer og herefter tages i brug," lovede Jannie Rosendahl Møller.

Selve skolegårdsområdet bliver indrettet med legeredskaber og inventar som henvender sig til skolens elever. Området nærmest Marien-hoffvej udformes som et mindre parkområde som indbyder til ophold. Netop for at invitere lokalsamfundet med på vognen og for at markere grænsen mellem skolegård og vej for skolebørnene.

Marienhoffskolen blev indviet i august 1971, og skolegårdsrummets historie ud mod Marienhoffvej er således lang. I tidligere tider rummede området en bolig til pedellen, nu afdøde Leon Jensen og hans kone Vita, et teknikrum og yderst et cykelskur med en arkitektur, der hørte 1970'erne til. Pedelboligen blev senere omdannet til en tandlægeklinik, mens teknikrum og cykelskur fik lov til at overleve. Nu er det hele revet ned, og tilbage ligger et stykke ubearbejdet jord, som nu forvandles.

Formedelst 2.6 mio.

Marienhoffskolen har sammen med DGI Facilitetsudvkling og en række lokale foreningsrepræsentanter fået udarbejdet en overordnet plan for skolegårdsområdet, og det er på baggrund af denne plan at skolegårdsområdet er udbudt.

Licitationen blev afholdt i starten af januar som udbud gennem Jysk Fællesindkøb. Der indkom 5 flotte bud på indretningen, men Hags Danmark A/S løb med palmerne. Byggetilladelsen kom i hus før påske, og Hags Danmarks medarbejdere er i fuld gang.

Den samlede økonomi er på 2,6 mio. kroner, heraf er der bevilliget 2,2 mio. kroner fra Syddjurs kommune - resten finansierer skolen selv.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen