Ældre på plejehjem kan atter samles til gudstjenester og kulturelle arrangementer

Syddjurs Kommune kan regne med godt 1,2 statslige mio. kroner til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre og udsatte

Artiklens øverste billede
Ældrerådet i Syddjurs kan glæde sig over, at der ældre på plejehjem igen kan samles til gudstjenester og kulturelle arrangementer. Hvert fjerde år skal der vælges nyt Ældreråd, næste gang den 16. november 2021, samme dag som der skal vælges nyt Byråd

SYDDJURS Der er mere normale tilstande på vej på plejehjemmene, som i lang tid har været underlagt coronarestriktioner. Nu kan beboerne igen samles til gudstjenester og kulturarrangementer som f.eks. foredrag og forestillinger afholdt på plejehjemmene.

Ændringen gælder for alle kommunale og private plejehjem og friplejeboliger.

Selvom det nu er muligt at samles flere plejehjemsbeboere, anbefaler sundhedsmyndighederne, at man tager højde for forholdene på det enkelte plejehjem, så der kan holdes forsvarlig afstand. Samtidig anbefales det, at plejehjemmene overholder Sundhedsstyrelsens smitteforebyggende anbefalinger om begrænsning af smitte.

250 mio. til kommunerne

Den 26. marts indgik regeringen, De Radikale, Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale, som fordeler 500 millioner kroner til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre og udsatte.

Der er afsat 250 millioner kroner til kommunerne, regionerne og private og selvejende bo- og dagtilbud på social- og ældreområdet. Midlerne skal bruges i bo- og dagtilbud til ældre og udsatte borgere, herunder personer med handicap til at betale for oplevelsesaktiviteter for beboerne.

171,7 mio. kr. går til kommunerne, 70,2 mio. kr. til private leverandører af tilbud til målgruppen, og 8,1 mio. kr. til regionerne.

Kommunerne får fat i millionerne via deres bloktilskud, som aftales i forbindelse med forhandlingerne kommunernes økonomi for 2022 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Derudover går 220 millioner kroner til udvalgte organisationer (Røde Kors, Ældresagen, m.fl.) i civilsamfundet, der arbejder med udsatte grupper som ældre, børn, familier og hjemløse. Organisationerne skal bruge midlerne til at betale for oplevelser til de udsatte grupper.

Kulturministeriet opretter en pulje på 30 millioner kroner med titlen '1000 nye fællesskaber', som kan søges af foreninger på kultur- og socialområdet til aktiviteter i oplevelsesindustrien.

Luns til Syddjurs

Forleden foreslog Dansk Folkepartis Ebba Grethe Møgelvang, at der i 2021 ekstraordinært bevilges 100.000 kroner til aktiviteter, når forholdene tillader det til beboere i kommunens plejeboliger.

Et forslag, som hun dog siden bad om at få pillet af byrådets dagsorden.

På byrådsmødet oplyste borgmester Ole Bollesen (S), at der er afsat penge i det kommunale budget for 2021 til aktiviteter for beboerne i kommunens plejehjemsboliger.

"Der er afsat 57.000 kroner i budgettet til aktiviteter til de ældre beboere på vores plejehjem og tillige 67.000 kroner til en musikterapeut," forklarede borgmesteren.

Han håbede dog, at der også vil falde lidt af fra de statslige corona-puljer, som det var tilfældet i 2020.

Nu har borgmesteren og andre fået vished for, at der falder yderligere en luns af i form af Syddjurs Kommunes indhug i de 171,7 mio. kroner.

Syddjurs Kommune opererer med en tommelfingerregel, der hedder 0,7 procent bloktilskud, når en samlet sum statslige midler skal fordeles, ifølge kommunens økonomichef Thomas Møller Palner.

Syddjurs Kommune kan således forvente at råde over godt 1,2 mio. kroner til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre og udsatte.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen