Syddjurs ruster sig til en whistleblowerordning
Inden længe skal kommuner og private virksomheder med mere end 50 ansatte have en whistleblowerordning
SYDDJURS Forleden kunne Adresseavisen fortæller, at Dansk Folkepartis Ebba Grethe Møgelvang og Enhedslistens Jesper Yde Knudsen vil foreslå, at Syddjurs Kommune får en såkaldt whistleblowerordning og tillige ansætter en borgerrådgiver.
Forslaget om whistleblowerordningen skete bl.a. med henvisning til en analyse fra den juridiske tænketank Justitia "Whistleblower - en styrkelse af den kommunale retssikkerhed."
Heri anbefaler Justitia, at "alle kommuner skal forpligtes til at etablere en whistleblowerordning, som både ansatte, samarbejdspartnere og borgere kan benytte til indberetninger om alvorlige overtrædelser af national lovgivning og andre alvorlige forhold."
Et EU-krav
Syddjurs Kommune kan rent faktisk ikke undslå sig fra at indføre en whistleblowerordning. Inden længe skal kommuner og private virksomheder med mere end 50 ansatte nemlig have en whistleblowerordning.
EU's medlemslande har samtykket om et whistleblowerdirektiv, der betyder, at kommuner og virksomheder skal indføre en ordning inden 17. december 2021.
I dag er der 23 kommuner, som på eget initiativ har oprettet whistleblowerordninger, ifølge Justitia. Syddjurs er den eneste kommune i det østjyske område, der endnu ikke 'fløjter'. Nabokommuner som Norddjurs, Favrskov, Randers, Aarhus, Odder og Horsens er derimod allerede hoppet med på vognen.
Justitia anbefaler, at en whistleblowerordning skal placeres hos en upartisk person/enhed i kommunen, f.eks. en uafhængig borgerrådgiver eller databeskyttelsesrådgiver.
En anbefaling, som har fået Jesper Yde Knudsen og Ebba Grethe Møgelvang til at foreslå, at den politiske debat om en whistleblowerordning knyttes tæt sammen med debatten om en borgerrådgiver.
På byrådets temamøde
Forud for det kommende byrådsmøde onsdag 28. april får byrådet på et temamøde en orientering om whistleblowerordningen og eventuel ansættelse af en borgerrådgiver.
"Vi er fuldt ud informeret om, at vi skal indføre en whistleblowerordning i år. Derfor har vi også i øjeblikket personale på kursus for, at vi alle kan blive klogere på, hvordan det skal foregå rent formelt," siger borgmester Ole Bollesen (S).
- Er der behov for en whistleblowerordning efter din opfattelse?
"Det er meget fint, at vi nu får en ordning, som giver vores medarbejdere mulighed for at fortælle om ulovligheder eller kritisable forhold på deres arbejdsplads uden at skulle frygte for konsekvenserne. Jeg oplever dog ikke, at der i vores organisation er en reel frygt for at gå til sin leder og omtale de ting, jeg nævner. Tilliden til vores medarbejdere og ledelse er i hvert fald meget stor fra min side."
Borgerrådgiver
Når det gælder ansættelsen af en borgerrådgiver, er borgmesteren personligt i tvivl.
"Jeg kan godt se fordelene ved, at borgerne får en mulighed for at gå til en borgerrådgiver, hvis de føler, at vi som kommune har svigtet i en sag, men først er det vigtigt, at byrådet først får en grundig orientering om erfaringerne fra de kommuner, som allerede har en borgerrådgiver."
"Det skal afklares meget præcist, hvad en borgerrådgiver skal tage sig af, og hvad han eller hun ikke skal røre ved. Jeg får f.eks. mange henvendelser fra borgere, som jeg med det samme blot sender videre til en leder med en forventning om, at borgeren får et hurtigt svar.
For mig at se skal en borgerrådgiver primært beskæftige sig med mere principielle sager, og vi skal passe meget på, at vi ikke skaber nogle forkerte forventninger hos borgerne, så det ender med at blive en narresut."