Det bedste foto, jeg aldrig har taget
Præsteklumme Ét af de bedste fotos, jeg aldrig har taget, er eksponeret i mit inderste. Billedet er af en oplevelse fra en kirke her i nærheden.
Under nadveren knælede jeg sammen med alle de andre; en morgensøvnig gymnasieelev; en gammel mand, der havde svært ved at komme helt ned til knæfaldet; et lille barn, der legede rundt med alterbægeret, en sørgende, en nyforelsket, en letsindig og en tungsindig.
I min egen lille selvcentrerede boble troede jeg, at jeg kunne lukke alt og alle ude. Men dem, jeg sad sammen med, kunne jeg ikke slippe af med. De fyldte nemlig det lille tomme bæger, jeg havde i hånden. Ansigt ved ansigt blev vi afspejlet på bægerets inderside.
Jeg har aldrig taget det foto, fordi jeg ikke kan. Det kan ikke blive, som jeg vil have det. For midt i kredsen af mennesker dukker fotografen op.
Og det sidder så dybt i mig, at hvis bare skyggen af fotografen kommer med på fotoet, så er det ubrugeligt og amatøragtigt. Men et foto uden fotograf kan man slet ikke tage af spejlingen i nadverbægeret.
Undervejs i denne refleksion, er jeg begyndt at glæde mig mere og mere over det billede, jeg ikke har taget, for nu har jeg fået øje for, at også jeg hører til i fællesskabet.
Det perfekte billede findes ikke. Men det uperfekte findes; det billede, der samler os alle –også mig.
I det øjeblik Jesu Kristi blod fylder bægeret, flyder alle menneskene i mit bæger sammen i ham.
Det er slet ikke mig, der er midten; det er slet ikke mig, der samler os. Det gør Gud. Han er livets store eksponeringsmester, der i sit mørkekammer kalder os alle frem i lyset, og som nu spejler sig i den røde druesaft.
Det er ikke noget helt dårligt billede at have med sig.
