Nationalpark efterlyser fire sjældne krapyl

Med kampagnen ”Wanted – not dead but alive” beder Nationalpark Mols Bjerge om hjælp til at finde fire sjældne insekter

Artiklens øverste billede
Gråbåndet bredpande er et af de sjældne insekter, som Nationalpark Mols Bjerge beder om hjælp til at finde. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

nationalpark mols bjerge Med kampagnen ”Wanted – not dead but alive” har Nationalpark Mols Bjerge netop skudt en større eftersøgning i gang for at få ægte natur-cowboys ud af busken for at lede efter fire krapyl: De to sommerfugle, gråbåndet bredpande og spættet bredpande, samt mariehøne-edderkoppen og humlerovbillen. Det oplyser nationalparken i en pressemeddelelse.

Hvis man tror, man har fundet en af dem, håber nationalparken, man vil foto-dokumentere det med mobil - og indsende foto og nøjagtig stedsangivelse til den lokale sherif, biolog Jens Reddersen, Nationalpark Mols Bjerge, eller uploade fotoet på appen Naturbasen.

Alle fund vil blive registreret og artsbestemt – og alle vil få svar på, hvad man har fundet, hvad enten man sender sit fund med e-mail eller uploader det på Naturbasen. Kampagnen løber frem til udgangen af maj. Herefter udtrækkes fire vindere for bedste fund – og præmien er orangemyre-vodka fra nationalparken med ca. 37 af den velsmagende og ret almindelige myreart pr. flaske.

Årsag til kampagnen

Nationalparken har fokus på at beskytte og udvikle biodiversiteten, men specielt de særlige og truede arter og deres sårbare levesteder. Dem er der utallige af netop i Nationalpark Mols Bjerge – men de fleste af dem er meget små og svære at få øje på og artsbestemme.

Nationalparken har dog netop udvalgt fire ret store og karakteristiske arter, som alle med minimal forberedelse kan lede efter. De er kun er fremme i en kort periode og kun aktive i stille solrigt vejr, så det er op ad bakke for fagbiologerne at være derude og nå at finde dem – og derfor svært at vurdere, hvor truede de er, hvor de lever og dermed at beskytte dem.

Det er årsagen til kampagnen 'Wanted – not dead but alive', hvor nationalparken søger de mange naturgæsters hjælp til at finde dem – og måske endda på nye levesteder, hvor de aldrig tidligere er fundet.

sas

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen