Mercedes brændt af
Søndag aften brød en bil ved Trillegården i det vestlige Aarhus i brand
bilbrand Endnu en gang har der været bilbrand i den vestlige del af Aarhus. Denne gang er det gået ud over en Mercedes, der holdt parkeret på en parkeringsplads ud for Snogebæksvej 70 ved Trillegården i det vestlige Aarhus.
Bilbranden blev anmeldt søndag klokken 23.24, og den bliver efterforsket som en påsat brand, da vidner så en scooter køre væk fra stedet, lige efter bilen var brudt i brand. Årsagen til branden bliver dog undersøgt nærmere, oplyser Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
Branden i bilen spredte sig ikke til andre biler i området.
"Vi hører gerne fra vidner, der har set noget søndag aften," oplyser han.
Hvis du har set noget, så kontakt Østjyllands Politi på 114.
Udover bilbranden har der den seneste tid været uro i området, og fredag indførte Østjyllands Politi visitationzone efter to skudepisoder i det offentlige rum i april og flere indikationer på, at en konflikt er ved at blusse op mellem grupperinger i områderne.