Meget mere skov på vej mellem Hadsten og Hadbjerg
Folkeskoven bliver nu ti gange så stor som hidtil
Folkeskoven mellem Hadsten og Hadbjerg udvides nu fra en halv til fem hektar skov til glæde for grundvand, dyreliv og ikke mindst friluftsglade mennesker. Det oplyser Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Første del af folkeskoven blev plantet af lokale borgere i september 2019 i forbindelse med indsamlingsshowet "Danmark Planter Træer". Indsamlingsshowet blev transmitteret på TV2 med liveindslag fra Favrskov Kommune, og nu er skoven klar til at vokse med yderligere 4,5 hektar, når Favrskov Kommune torsdag 22. april 2021 går i gang med at plante endnu flere træer.
Træerne er finansieret af Growing Trees Network Foundation, og pengene stammer fra donationer fra borgere og virksomheder blandt andet fra indsamlingsshowet.
Borgmester Nils Borring glæder sig over, at der er endnu en ny skov på vej i Favrskov.
"I Favrskov har vi udpeget flere områder til skovrejsning, for med flere træer og mere skov opfylder vi vigtige mål: Vi beskytter vores grundvand, vi skaber mere plads til dyreliv, klimaet bedres, og så sikrer vi flere områder til alle dem, der elsker at komme ud i naturen. Folkeskoven her er et vigtigt skridt i at skabe en rekreativ korridor mellem Hadsten og Hadbjerg, så de populære byer bindes endnu mere sammen," siger borgmesteren.
Også formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune, Anders G. Christensen, er begejstret for den nye skov.
"Vi har i coronatiden oplevet, at folk har hungret efter naturoplevelser og nye måder at være udenfor. Jeg er derfor stolt over, at vi med skoven mellem Hadsten og Hadbjerg skaber endnu et rekreativt område til alle dem, der ønsker at bruge naturen, samtidig med at vi værner om den høje kvalitet i vores drikkevand. Jeg glæder mig til at følge med i træernes vækst fra plante til skov."
Alle er velkomne til at følge med i skovrejsningen, der begynder torsdag 22. april og fortsætter cirka en uge frem. Også efter skovrejsningen er der offentlig adgang til skoven via en sti fra Elmelundsvej 27 i Hadbjerg. Skoven bliver indhegnet for at sikre, at vildtet ikke ødelægger træerne. Der etableres låger i hegnet, og man er velkommen til at gå en tur i den nye beplantning under hensyntagen til træerne. På sigt vil der blive etableret en trampesti igennem den nye skov.
jr