Revisor, bestyrelse og forsikring er i spil for at "kradse" penge ind til beboerne
Aarhus Kommune arbejder sammen med Østjysk Bolig om at skrabe så mange penge hjem til boligforeningen, der er ramt af en stor svindelsag.
Der skal "kradses så mange penge ind som muligt" til beboerne i Østjysk Bolig, der står midt i en af de største svindelsager blandt boligforeninger. I den forbindelse er boligforeningens revisionsselskab, tidligere bestyrelsesmedlemmer, forsikringsselskab og eventuelt skyldige personer i søgelyset.
Det forklarer Bente Lykke Sørensen, bystrategisk chef med ansvar for Aarhus Kommunes tilsyn med byens boligforeninger.
Efter stor svindelsag: Parti frygter, at kommunal vagthund "bare giver et kartoffelstempel"
"Det skal have fuld fokus. Det er meget vigtigt at få så mange af pengene igen," siger hun.
Advokatfirmaet Kromann Reumert har i en undersøgelse afdækket, at flere personer i Østjysk Bolig kan være involveret i mulig svindel for mindst 15-20 mio. kr. Kommunen modtog advokatundersøgelsen den 6. april og overdrog den til Østjyllands Politi, som tidligere har sigtet flere personer i sagen.
Skal hjælpe politiet
Ansvaret for at hive så mange penge hjem som muligt ligger hos boligforeningen Lejerbos ledelse, der midlertidigt har overtaget direktør- og bestyrelsesansvaret i Østjysk Bolig.
JP Aarhus har fået aktindsigt i et aftaledokument med arbejdsopgaver, kaldet et kommissorium, hvori kommunen bl.a. skriver, at Lejerbo skal hjælpe politiet med dets efterforskning og sørge for at rejse eventuelle erstatningskrav. Det vil kommunens tilsyn holde nøje øje med sker, påpeger Bente Lykke Sørensen.
Hun forklarer, at der muligvis skal rejses et krav over for Østjysk Boligs revisionsselskab EY, der –som beskrevet i Jyllands-Posten lørdag – ifølge en ekspert får "kras" kritik af Kromann Reumert i en undersøgelse af den mulige svindel.
Dernæst kan personer, der var medlem af boligforeningens bestyrelse i august 2017, muligvis holdes erstatningsansvarlige, da de ifølge undersøgelsen ikke handlede på en konkret viden, som kunne have sparet boligforeningen for 480.000 kr. Bente Lykke Sørensen forklarer, at der er tegnet en bestyrelsesforsikring, som kan dække et evt. erstatningsansvar.
For det tredje har Østjysk Bolig tegnet en kriminalitetsforsikring. Den kan ifølge Bente Lykke Sørensen muligvis dække op til halvdelen af tabet. Til sidst bliver det Lejerbos ansvar at få rejst de rigtige erstatningskrav mod de personer, der kan blive omfattet af en straffesag.
"Vi skal hele tiden have blik for, at der ikke er forhold, som bliver forældede. Vi bliver ikke færdige med at opgøre det fulde beløb, før politiefterforskningen er færdig, og derfor skal vi have banen kridtet op," siger Bente Lykke Sørensen.
Tillid er vigtig
Hendes politiske chef, Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, vil ikke forholde sig til, hvilke mekanismer der nu bør sættes i gang, men siger:
"Vi vender hver eneste sten og oplysning, vi får gravet frem."
Han understreger, at der ikke må være "noget at komme efter" i forhold til revisionen, som han kalder en vigtig kontrolmekanisme. Derfor vil der nu blive kigget nærmere på advokatundersøgelsens vurderinger af revisionen, konstaterer rådmanden.
"Revisionen er en meget, meget vigtig del af den kontrolmekanisme, som man betaler for, bliver udført, og det er utroligt vigtigt, at vi kan have tillid til den."
EY har ikke ønsket at stille op til interview.
JP Aarhus har også talt med seks af de tidligere bestyrelsesmedlemmer – ingen af dem ønsker at udtale sig.