Flygtninge: Syddjurs fik visiteret blot fem i 2020

I Norddjurs var tallet seks. Tallene bekræfter, at antallet af visiterede flygtninge til kommunerne er på det laveste niveau i mange år

Artiklens øverste billede
Måske bliver det nemmere at sælge den tidligere flygtningelandsby på Mariesmindevej 1 i Ebeltoft, som har stået tom siden 1. januar 2018, efter at Syddjurs Byråd i den nys vedtagne Kommuneplan 2020-2032 har udlagt den til bolig, erhverv og turisme. Arkivfoto

SYDDJURS Pr. 1. januar 2021 er der i alt 817.438 indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til 14,0 pct. af den samlede befolkning.

522.640 personer har oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf 284.920 personer har oprindelse i MENAP (Middle East, North Africa, Afghanistan, and Pakistan)-landene og Tyrkiet.

Tal på udlændingeområdet pr. 28.02.2021 (Udlændinge- og Integrationsministeriet) viser, at der i hele 2020 blot blev visiteret 489 flygtninge til kommunerne. Heraf tog Syddjurs imod fem, Norddjurs seks.

På forhånd var de to Djurslands kommuners fastsat til at skulle modtage hver ti flygtninge af Udlændingestyrelsen i skrivelse dateret september 2019.

Den faldende tendens ser ud til at fortsætte i 2021. 73 flygtninge er visiteret til kommunerne i januar-februar 2021, heraf 1 i Syddjurs og ingen i Norddjurs.

I 2019 blev de 98 kommuner tildelt 733 flygtninge. Det er femte år i streg, at tallet falder efter det markante år 2015 med hele 10.592 flygtninge.

Når kommunerne får visiteret færre flygtninge, skyldes det primært, at antallet af asylansøgere til Danmark ligeledes er historisk lavt.

Et udtryk for, at der er bred politisk opbakning på Christiansborg til en 'stram' flygtningspolitik.

"Vi mærker det selvfølgelig i Syddjurs, at vi ikke tager imod nær så mange flygtninge som tidligere," siger borgmester Ole Bollesen.

"Vi har dog fortsat mange børn fra flygtningefamilier på vores skoler, primært i Ebeltoft og Hornslet."

Flygtningelandsby til salg

Den tidligere flygtningelandsby på Mariesmindevej 1 i Ebeltoft, der blev opført i 1994 og som ejes af Udlændingestyrelsen (staten), har stået tom siden 1. januar 2018.

Ejendomsselskabet Freja, som den danske stat står bag, satte umiddelbart herefter ejendommen til salg.

Bygningerne er opført som pavillonhuse i trækonstruktion og tage belagt med metalplader. Det samlede bebyggede areal er 1.987 kvadratmeter, hvoraf 541 er til erhverv - og 1.392 kvadratmeter til bolig. Grundareal er 9.243 kvadratmeter, og købere kan nu byde ind med en pris.

Flere potentielle købere har været inde over, siden flygtningelandsbyen blev sat til salg, bl.a. Grobund, men først med byrådets vedtagelse af Kommuneplan 2020-2032 i december 2020 er der åbnet op for, at ejendommen kan erhverves med et bredere perspektiv for øje.

I Kommuneplanen er Mariesmindevej 1 nu udlagt til bolig, erhverv og turisme.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen