Hvem stjæler de ældres havemøbler i Stilling?

Beboerne i Rytterparken er kede af at miste borde og stole

Artiklens øverste billede
Ældreboligerne i Rytterparken i Stilling har været udsat for tyverier. Foto: Michael Wulff

TYVERI UgeBladet har fået en henvendelse om tyverier af havemøbler fra ældreboligerne i Rytterparken i Stilling.

Tyverierne omfatter to sæt havemøbler, blandt andet en hvid bænk, fra de små private haver, som hører med til ældreboligerne. Det fortæller en af beboerne, som ønsker at være anonym. UgeBladet kender vedkommendes identitet.

"Det er så dumt"

"Og det er så dumt at tage møblerne fra ældre mennesker. Selvom det er billige cafémøbler og en enkelt beplantet, men ret tung krukke, er det jo synd, at tyvene udnytter de ældre. Jeg er nok en af de mest mobile her, og jeg har været ude at lede ved søen i nærheden, uden held," fortæller kilden.

For flere år siden var Rytterparken også plaget af tyverier, men siden har der været ro – indtil nu.

Tyvene henter møbler fra de boliger, som ligger tættest på vejene, der omkranser bebyggelsen.

"Tyvene tager glæderne fra de ældre mennesker, som gerne vil sidde ude."

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på tlf 114.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen