Så er det Tåstrup-Feldballe borgernes tur til at læse Socialdemokratiet teksten
Mandag står den på åbent gruppemøde i Socialdemokratiets byrådsgruppe, og borgere i Tåstrup og Feldballe er inviteret til at være med virtuelt
Socialdemokratiet fortsætter rækken af åbne gruppemøder. En tradition, som partiets byrådsgruppe kort efter kommunalvalget i 2017 besluttede at indføre sammen med borgmester Ole Bollesens morgengåture af en lille times varighed i udvalgte byer hver måned.
Begge initiativer er forsøg på at komme væk fra rådhuset og derud, hvor borgernes dagligdag foregår med alt, hvad det nu indebærer.
Mandag 26. april er mødet forbeholdt borgerne i Tåstrup og Feldballe med start klokken 17.30 og en time frem.
Indholdet af mødet er bestemt af de deltagende borgere.
"Vi er kommet for at lytte til det, som borgerne i området har på sinde," siger gruppeformand og borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen.
"Noget kan vi give et konkret svar på, medens andet skal undersøges, og man vil få svar senere."
Alle borgere i området har modtaget en invitation i deres postkasse. Invitationerne blev omdelt forleden af en kreds af nuværende byrådsmedlemmer, kommende kandidater og frivillige.
"Vi er interesseret i at få bud på, hvad der optager borgerne. Det være sig mindre sager, der måske har hurtige og konkrete løsninger, men også større og mere komplekse emner, der har et længere sigte," siger Michael Stegger Jensen.
Borgmester Ole Bollesen vil åbne mødet, hvorefter ordet er frit