Adelgade bliver til midlertidig gågade
Skanderborg midtby er i udvikling. Men hvilken retning skal byen tage? Det spørgsmål er Skanderborg Kommune lige nu i gang med at søge svar på hos byens borgere og butiksliv.
Som en del af arbejdet med at kortlægge ønsker og behov for Skanderborg midtby arrangerer kommunen i samarbejde med Skanderborg Cityforening en lørdagsgågade igennem byens hovedgade, Adelgade, lørdag 1. maj.
Det fortæller Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Adelgade bliver denne lørdag spærret for trafik, så byens butikker og gæster kan benytte vejarealet på andre måder, end det ellers kan lade sig gøre. I bybilledet vil man også møde medarbejdere fra kommunen, der gerne spørger til oplevelsen af lørdagsgågaden.
Alle input fra lørdagsgågade vil indgå i det videre arbejde med byudviklingen i Skanderborg midtby. Læs mere og følg processen på skanderborg.dk/skanderborgmidtby.
cns