Præstens klumme: Opsang!

Vi trænger til en kærlig og opbyggelig opsang, der kan få os til at blomstre

Artiklens øverste billede
Lise Palstrøm. Foto: Flemming Stentoft

Vi trænger vel egentlig altid til en opsang – altså af den opbyggelige slags. En opsang, der virkelig får os til at blomstre og glædes og vise os fra den allerbedste side.

En opsang, der som ordet siger, synger os op. Op og væk fra det smålige, de små sko, misundelsen og forurettelsen.

En opsang, der synger os frem til den bedste udgave af os selv og vort samfund. Vi er stolte af at være et fredselskende folk, hvor vi med Grundtvigs ord har drevet det vidt, når "få har for meget og færre for lidt".

Selvom Grundtvig ikke havde velfærdssystemet i tankerne, men derimod danskernes seje kamp for selvforsørgelse trods lidenhed og modgang efter statsbankerotten og englændernes bombardement og ødelæggelse af flåden, så har vi elsket sangen 'Langt højere bjerge' og dens slutning som et motto for lighed og frihed – og omsorg for den svage.

En opsang som Mesteren selv i evangelierne giver os til hver en tid, hvor vi opmuntrende får at vide, at vi er gudsskabte og elskede som dem, vi er og som dem, vi gerne ville være. Det giver energi og vilje til at kæmpe for livet og verden og næsten.

Det er skønt at være vokset op i et land, der har stået bag kampen mod tortur i verden gennem FN, gennem kampen for menneskerettigheder, for frihed og lighed mellem køn og klasser, for retten til at tænke og tale og tro.

Vi er blevet sunget op af fortællingerne om vore forfædres håndsrækning til de små og forfulgte i verdenshistorien.

Vi har glædet os over dem, der sang frihedssange og blev frihedskæmpere.

Vi er stolte af dem, der hjalp danske jøder til Sverige i 1943.

Vi er taknemmelige over mennesker som Karen Jeppe, der som den første råbte op om folkedrabet på armenierne og stædigt kæmpede for menneskerettigheder blandt Syriens folkeslag – og døde som en heltinde i Aleppo i Syrien.

Og sådan er der mange sange om gode og stærke bedrifter, der kan give os den lifligste opsang.

Gad vide hvad det så er, der kan få os til at miste blikket for dem, der undertrykkes og lider – for dem, der lever i kaos og frygt for livsgrundlag rundt i verden?

Hvor sangen forstummer, og vi lader stå til? Hvad er det, der gør, at vi holder op med at prioritere ordentlighed? Hvor kommer dæmonerne fra?

Hvorfor bliver det for tiden frygten, misundelsen og forurettelsen, der overtager hjerte og hjerne, så vi lader landets ledere skalte og valte med andre mennesker og fratage dem deres midlertidige tilflugtssted her hos os?

Vi trænger til en opsang af den opbyggelige slags – og det er på høje tid, at vi synger os selv og hinanden op og hører "dem, der græder lydløst og på fjerne steder".

Salmedigteren Iben Krogsdal udtrykker Vorherres opsang til os i en salme: "Du skal selv være kilden på næsternes vej - den forgrening der pludselig sker - når du baner en vej - for en anden end dig - er det Gud selv der møder dig her."

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen