Viden på vejen: Guidede forårsgåture

Favrskov Bibliotekerne inviterer på inspirerende guidede forårsgåture med forskellige temaer fra klimatilpasning til kulturhistorie

Artiklens øverste billede
DCIM\100MEDIA\DJI_0220.JPG

viden på vejen To slotsvandringer, en guidet tur i Kollerup Enge og en byvandring i Hinnerup er på programmet, så der er noget for enhver smag og i alle hjørner af Favrskov Kommune i løbet af maj.

Den første guidede tur er en kulturvandring ved Ulstrup Slot med Holger Preetzmann som guide torsdag 6. maj. På turen bliver der fortalt om slottets historie, om parkanlægget og om godsets øvrige jordbesiddelser. Det samme kan man se frem til at høre om på turen ved Frijsenborg Slot 15. maj, hvor skytte Niels Christian Nielsen fortæller.

Ulstrup Slot.

I mellemtiden kan man gå en tur i Kollerup Enge, hvor Klaus Overgaard Kristensen fra Favrskov Kommune gør deltagerne klogere på de forskellige klimatilpasningsprojekter i Hadsten og omegn. Der anbefales fornuftigt fodtøj til turen, der er cirka fem kilometer lang.

Den sidste 'viden på vejen'-tur i denne runde bliver en hyggelig byvandring i Hinnerup med Karl Aage Madsen som guide. Han har boet i byen hele sit liv og var fra 1987 til 2004 medlem af Hinnerup Byråd for Socialdemokratiet. Turen gennem Hinnerup bykerne byder på anekdoter fra Karl Aage Madsens barndom og ungdom og har titlen 'Min barndoms by'.

Frijsenborg.

Ideen bag de guidede ture er dels at kombinere gåturen med ny viden og inspiration, men i høj grad også at gøre det i godt selskab. Undervejs sørger Favrskov Bibliotekerne for, at der er en lille forfriskning med til deltagerne, der kan nydes i en pause under åben himmel. Alle ture varer cirka to timer og vil naturligvis blive afviklet, så de overholder gældende coronaregler.

Turene spiller sammen med DR og bibliotekernes temasamarbejde 'Sammen i bevægelse', der i april og maj sætter fokus på danskernes fysiske og mentale bevægelse.

Det er gratis at deltage, men man skal bestille billet på favrskovbib.dk.

jr

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen