Covid-19: Borgmesteren appellerer nu til borgerne om at udvise rettidig omhu
Kun Ishøj og Frederiksberg har højere testjusterede incidenstal end Norddjurs og Syddjurs Kommune, viser dagens opgørelse fra Statens Serum Institut

Det testjusterede incidenstal var mandag 175,21 i Norddjurs og 169,76 i Syddjurs.
Det er den testjusterede incidens, der fremover bestemmer, hvornår en kommune automatisk lukker ned .
Kommer den testjusterede incidens over ved 250 eller flere smittede pr. 100.000 borgere i kommunen (testjusteret) skal kommunen lukke ned.
Heldigvis kan vi ud fra de daglige smittetal se, at incidensen bør falde de kommende dage, efter at have været stigende.
De seneste syv dage er 95 personer i Syddjurs registreret smittet og 77 i Norddjurs, viser mandagens opgørelse fra Statens Seruminstitut.
Tallenes tale vækker en smule bekymring på ledelsesgangen hos Syddjurs Kommune.
Derfor appellerer borgmester Ole Bollesen (S) til, at alle borgere overholder retningslinjerne og overvejer at udsætte eller begrænse sociale arrangementer.
Borgmesteren siger:
»Vi følger naturligvis situationen tæt i vores kommunes beredskab og er dagligt i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om situationen. Indtil videre er det vurderingen, at der er godt styr på smittekæderne på kommunens skoler og ungdomsuddannelser. Det er der takket været vores lokale smitteopsporing, som reagerer hurtigt på tilfældene. Ligesom i resten af landet er der flest unge smittede, men ellers er der tale en spredt smitte i hele kommunen. Heldigvis kan vi ud fra de daglige smittetal se, at incidensen bør falde de kommende dage, efter at have været stigende. Vi er dog naturligvis klar til at gribe ind med nedlukninger, hvis styrelsen peger på det, eller hvis tallene fortsætter med at stige. Samtidig vil vi appellere til alle borgere i kommunen om at overholde retningslinjerne og eventuelt udsætte sociale arrangementer, hvis det er muligt.«
Det daglige smittetal har i en periode op til Kristi Himmelfarts ferien været meget højt, over 25 personer, men er nu faldet til 15 nye smittede søndag og 14 mandag. En tredjedel af de smittede er unge mennesker i alderen 15-20 år.