Covid-19: Syddjurs har fået styr på smittetallet
2. pinsedag er det testjusterede incidenstal i Syddjurs under 100 - det er første gang i meget lang tid

Det testjusterede incidenstal er mandag 86,07 i Syddjurs. Det er første gang i lang tid og et udtryk for, at smittetallet i kommunen er for nedadgående.
Det testjusterede incidenstal er Statens Serum Instituts måde at opgøre incidenstallet for en hel kommune på og har været det siden 12. april 2021.
Tallet angiver antallet af smittede borgere i de seneste syv dage pr. 100.000 indbyggere, hvor der er taget højde for antallet af testede borgere.
Sådan har det testjusterede incidenstal udviklet sig i Syddjurs Kommune de seneste syv dage:
24/5: 86,07 - 23/5: 100,74 - 22/5: 110,53 - 21/5: 111,63 - 20/5: 137,52 - 19/5: 144,62 - 18/5: 177,99.
Opgørelsen fra Statens Seruminstitut 2. pinsedag viser 48 registreret smittede de seneste syv dage i Syddjurs.
Vaccinationer i fremdrift
Det ’gammeldags’ incidenstal er 2. pinsedag 111,9 i Syddjurs. Forskellen mellem det ’gammeldags’ incidenstal på 111,9 og det testjusterede incidenstal på 86,07 er et udtryk for, hvor mange, der bliver testet i Syddjurs Kommune.
Det testjusterede incidenstal er alene baseret på PCR-test. Det inkluderer således ikke testaktivitet med antigentests.
Med til at give optimismen et boost er også antallet af vaccinationer.
Status 2. pinsedag er, at 35,3 procent af Syddjurs borgerne har fået første stik, 23,4 procent er færdigvaccineret.
Dermed er det tæt på, at hver fjerde Syddjurs borger er færdigvaccineret.