Iværksætter får plads i Rønde Distriktsråd
Søren Melgaard, indehaver af Melgaard Ejendomme ApS, nyvalgt til Rønde Distriktsråds forretningsudvalg

Søren Melgaard, Slotsparken, Rønde, er et af to nye ansigter i Rønde Distriktsråds forretningsudvalg. Det er andet er Kim Sørensen, Alsikkevej, Rønde.
Søren Melgaard, der også er kendt som aktiv primus motor og sponsoransvarlig i Rønde Bordtennis Klub, har ellers i en lang årrække været involveret forretningsmæssigt i Ryomgård på flere fronter og været tæt på folkene i Ryomgård Distriktsråd.
Senest med et byggeprojekt af rækkehuse på Marienhoffvej via sit Melgaard Ejendomme ApS. Et projekt, som det lykkedes ham at sælge, da byggeriet var klar til at blive sat i søen.
Boligerne bliver efter sigende klar til indflytning efter sommerferien.
På valg til forretningsudvalget i Rønde Distriktsråd var Karen Andreasen, Torben Lave og Ejner Christensen. De to sidst ønskede ikke genvalg, oplyser formand Carsten Skivild.
De havde været med i perioder på henholdsvis 6 og 8 år. Karen Andresen blev valgt igen.
Efterfølgende blev Carsten Skivild genvalgt til formand, Karen Andreasen genvalgt til næstformand og sekretær, Ingrid Rønne til kasserer, Jan Møller Nielsen til It ansvarlig.
De nye – Kim Sørensen og Søren Meldgaard - blev almindelige medlemmer sammen med nuværende medlem Ivan Jensen af Forretningsudvalget for Rønde Distriktsråd.