Røgfri arbejdsdag: Norddjurs og Syddjurs fremme i skoene
De to Djurslands kommuner var nogle af de første, der indførte røgfri arbejdstid. I dag er der fortsat 32 af landets kommuner, som glimrer ved deres fravær.
Både Norddjurs og Syddjurs har for længst indført, at de ansatte i kommunalt regi må vente til fyraften med at tænde en cigaret, stoppe en pibe eller skubbe en snuspose op under læben.
Norddjurs var først med på vognen. Allerede 1. november 2012 indførte kommunen røgfri arbejdstid..
Syddjurs fulgte efter 1. januar 2014.
Der skelnes mellem ’røgfri arbejdstid’ som er for alle medarbejdere og ’’røgfri arbejdstid med undtagelser’, som betyder, at nogle enkelte medarbejdergrupper er undtaget - fx selvbetalte pauser, flekstid. Både Norddjurs og Syddjurs er med i denne kategori.
Fredensborg Kommune fik som den første kommune røgfri arbejdstid i 2012.
Status på landsplan er pr. maj 2021, at 66 af landets 98 kommuner har dekreteret røgfri arbejdsdag, viser et interaktivt Danmarkskort fra Kræftens Bekæmpelse,
Stor regional skævhed
Et kig på andelen af røgfri kommuner i de fem regioner afslører store geografiske forskelle. I Region Midt har 16 ud af 19 kommuner røgfri arbejdstid. Dermed er Region Midt tættest på at have ’fuld plade’, når det gælder røgfri arbejdstid. I Region Nord har fire ud af 11 kommuner gjort arbejdstiden røgfri.
De tre kommuner i Region Midt, som fortsat tillader, at der bliver pulset løs, er Hedensted, Horsens og Samsø.