Socialrådgiverstuderende fra UC Syd i Aabenraa tilbyder Åben Rådgivning hver tirsdag. (Foto: Betina Skjønnemand).

Socialrådgiverstuderende fra UC Syd i Aabenraa tilbyder Åben Rådgivning hver tirsdag. (Foto: Betina Skjønnemand).

Projekt giver studerende god erfaring

11 socialrådgiverstuderende fra UC Syddanmark er en del af åben rådgivning hos Aabenraa Selvhjælp

Af
Af Betina Skjønnemand

Det kan være svært at hitte rede i den danske lovgivning, ens rettigheder og pligter og i det hele taget bare at finde ud af, hvor der står i brevene fra de offentlige myndigheder.
Men der er nu hjælp at hente ved et hold socialrådgiverstuderende fra UC Syddanmark i Aabenraa, der i samarbejde med Aabenraa Selvhjælp har startet Åben Rådgivning hver tirsdag mellem 16 og 18.
“Det er et såkaldt innovationsprojekt, der er sat i gang i Esbjerg, men som vi nu har taget til os. Det giver god mening for os, og vi får gode erfaringer med at møde borgerne,” forklarer Hjørdis R. Nielsen, der er en af de i alt 11 studerende, der har valgt at udføre det frivillige arbejde.
“Vi tilbyder to timers rådgivning i ugen, og vi er hver gang fire studerende til at hjælpe. Og det er selvfølgelig helt gratis for borgerne at få råd og vejledning ved os,” supplerer June Müller.

Bred vejledning

De studerende kan hjælpe med en lang række udfordringer, som den enkelte kan sidde med. Det kan foreksempel være, hvordan man er stillet, hvis man pludselig bliver syg, eller om man har ret til boligsikring, hvis man vil flytte. Det kan også slet og ret handle om at blive ledt i den rigtige retning, når man har et konkret spørgsmål.
“Vi oplever, at nogle borgere simpelthen har svært ved at finde rundt i, hvor de skal henvende sig med konkrete problemer. Og det kan vi så hjælpe med. Vi kan også hjælpe med at udfylde papirer til det offentlige og få indsendt ansøgninger,” fortæller Ninna Hvid.
Der er også en del udlændinge, der henvender sig, fordi de ikke forstår brevene fra det offentlige.
“Jeg havde for eksempel en kvinde, der slet ikke kunne gennemskue, om hun skulle have penge tilbage i skat, om hun skulle betale. Så det er problemer af alle typer, som vi møder til Åben Rådgivning,” fortæller June Müller.

Alle er velkomne

De studerende understreger, at det er helt gratis at få hjælp, og at alle er velkomne.
“Vi sidder klar om tirsdagen. Både ved telefonen og nede i Selvhjælps lokaler på Reberbanen. Men det kan være en god idé at ringe inden og bestille tid. Dels slipper man for eventuel ventetid, men det giver os også en mulighed for at forberede os lidt. Det kan jo være komplicerede problemstillinger, folk kommer med,” slutter June Müller.

Publiceret 06 May 2015 07:00