Hillerød Gymnastik- og Idrætsforenings taljonglør har vist sig at have fingrene for langt fremme. Folkene på billedet er dog næppe registrerede revisorer, men hører til i brugerenden af Hillerød Stadion. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Hillerød Gymnastik- og Idrætsforenings taljonglør har vist sig at have fingrene for langt fremme. Folkene på billedet er dog næppe registrerede revisorer, men hører til i brugerenden af Hillerød Stadion. Arkivfoto: John Jessen Hansen

HGI frasvindlet mindst 300.000 kroner

Forretningsfører er politianmeldt for at have bedraget idrætsforeningen gennem flere måneder. Hovedklubben har måttet låne penge af underforeningerne for at kunne løbe rundt

Af
Tim Panduro

Mindst 300.000 kroner - og måske helt op til 375.000 kroner - har det kostet Hillerød Gymnastik & Idrætsforeningn, at forretningsføreren for selvforvaltningsafdelingen har begået underslæb igennem adskillige måneder. Det bekræfter HGIs formand Finn Jellingsøe. "Vi har haft en forretningsfører ansat i vores selvforvaltningsafdeling, der står for at holde stadion ved lige. Og denne forretningsfører har begået underslæbet mod os", fortæller Finn Jellingsøe. Selvforvaltningsafdelingen står for vedligeholdelse af Hillerød Stadion og udbetaling af løn til medarbejdere. Det årlige tilskud fra kommunen er på godt halvanden million kroner. Underslæbet er meldt til politiet og har ifølge Finn Jellingsøe fundet sted ved, at forretningsføreren har fået afdelingens kasseres godkendelse til betaling af regninger. Regningerne er blot ikke blevet betalt. "Vi begyndte at få rykkere og startede med at kontakte forretningsføreren for at bede ham om at få styr på tingene. Da der blev ved med at komme rykkere bad vi om adgang til regnskaberne, og det fik vi. Han har ikke forsøgt at skjule noget efter at vi fik mistanke." Forretningsføreren er revisoruddannet, midaldrende og har i flere år drevet virksomhed i Hillerød. Underslæbet er startet på et eller andet tidspunkt efter februar i år. Ved seneste regnskabsaflæggelse gennem et andet revisionsfirma i februar var der nemlig ikke problemer.

Meldt til politiet

HGI har forsøgt at gå stille med dørene. "Vi har gjort os meget umage med at holde det for os selv. Det har været vigtigt for os at få så mange oplysninger frem og få ført regnskabet ajour, inden det kom frem. Det har vi ment kunne sikre os det bedste samarbejde med forretningsføreren." Forretningsføreren har da heller ikke vidst, at han er blevet politianmeldt. Finn Jellingsøe vil dog orientere ham i dag, fredag, da affæren er kommet til offentlighedens kendskab. Ingen af pengene er blevet betalt tilbage til idrætsforeningen. "På en eller anden måde skal vi have samlet penge sammen. Foreløbigt har vi lånt penge af de forskellige afdelinger i det omfang, de har haft mulighed for at låne os penge", siger Finn Jellingsøe. "Vi skal også have holdt et møde med Danske Bank for at finde ud af, hvad vi skal stille op." HGI har orienteret Hillerød Kommune om underslæbet. "De har taget det til efterrretning. Men underslæbet er vores problem, og vi påtager os skylden."

Uoverkommeligt tab

Ifølge Finn Jellingsøe har politianmeldelsen fundet sted for at sikre, at bestyrelsesmedlemmerne ikke kommer til at hæfte økonomisk for et eventuelt tab. "Hvis vi ikke gør alt, der er at gøre, risikerer vi at regningen ender hos os. Men sådan en sag giver i det hele taget søvnløse nætter. Man spørger jo sig selv, om man kan gøre noget. Kunne vi have undgået det. Vi er nødt til at gennemgå vore systemer, og der kommer helt sikkert ændring på tingene." Klubbens overlevelse er næppet truet, men tabet er alligevel uoverkommeligt. "Lige nu ved vi ikke, hvordan vi skal komme ud af det. Sammenlignet med sagen fra IT Factory er det jo et lille beløb - men for en idrætsforening som vores er det fuldstændig uoverskueligt."

null

Publiceret 05 December 2008 16:00