Kaj Paaske fra kiosken i SuperBest synes, at det var mistænkeligt, at eleverne købte lightere, når de ikke er gamle nok til at købe tobak.

Kaj Paaske fra kiosken i SuperBest synes, at det var mistænkeligt, at eleverne købte lightere, når de ikke er gamle nok til at købe tobak.

SuperBest stopper salg af lightere til unge

Tre skolelever har forsøgt at købe engangslightere i SuperBest. Men en bekymret medarbejder har sat en stopper for det stigende salg

Af
Iben Mathilde Forstholm

Først ville de købe en, så fem og til sidst 10 engangslightere på en gang. Salget af engangslightere til skoleelever fra Rungsted Skole steg pludselig voldsomt i december fra kiosken i SuperBest på Rungsted Bytorv. Men nu har en vaks medarbejder sat en stopper for salget, og SuperBest har ikke solgt flere lightere til skolelever.
"Der kom nogle drenge fra 7. klasse over flere gange. Først købte flere af dem en enkelt lighter. Så var der en, der ville købe fem, og en der ville købe 10 på en gang, og så blev jeg mistænksom og spurgte dem, hvad de skulle bruge alle de lightere til. De sagde, at det var til deres fysiklærer, og så bad jeg dem om at sende deres lærer herover eller komme med en seddel, hvor der stod, hvorfor de skulle bruge dem," fortæller kioskassistent Kaj Paaske, der synes det var påfaldende at de unge kiggede væk, når de svarede på hans spørgsmål.

Advarer andre

Der kom aldrig en lærer. Til gengæld fik Kaj Paaske sat en stopper for salget. For da der igen kom en elev og ville købe fem lightere, så sagde han stop. Siden er de unge blevet væk, og det er han glad for.
"Man har hørt så meget om lightergas. Det er så farligt og kan ødelægge hjernen, så jeg følte, at jeg burde gøre noget. Hvis jeg havde hørt, at der var sket noget med nogle unge, fordi de havde købt lighterne, så ville jeg jo tænke: Hold da op Kaj, det er jo dig, der har solgt dem. De unge er så opfindsomme, man ved jo aldrig, hvad de kan finde på," fortæller Kaj Paaske, der også har talt med en lærer fra skolen, som tilfældigvis overhørte, da Kaj til sidst sagde stop.
"Men jeg ved da også godt, at de nok bare går ned på stationen eller et andet sted og køber en lighter," siger Kaj Paaske, der dog håber, at hans aktion kan sætte tankerne i gang andre steder.

Ingen panik

På Rungsted Skole har man haft fat i de tre elever, det drejer sig om.
"Vi blev forskrækkede og tænkte med det samme, at det kunne være, de sniffede det. Men det har de benægtet hårdnakket. Vi har tænkt tilbage på, om de har været sløve i timerne, men det synes vi ikke, og vi har heller ikke haft problemer med krudt. De unge siger selv, at de har købt det til andre. Vi kontaktede selvfølgelig forældrene og har henvist til en hjemmeside, hvor de kan få mere information," oplyser Peter Brixen, der er afledingsleder for udskolingen.
Foreløbig har de tre drenges køb ikke ført til et større foredrag for eleverne om, hvor farligt det er at sniffe lightergas. Men skolens personale er meget opmærksom, forsikrer Peter Brixen, og emner som dette er noget af det kommunens SSP-medarbejder tager op med de unge, når han kommer forbi på skolen.
Peter Brixen er også glad for at høre, at SuperBests medarbejder afviste eleverne.
"Det er helt perfekt. Vi har tidligere efterlyst, at de kontaktede os, når der skete noget. Og vi har da også selv indimellem lukket for, at de unge kan gå derover," fortæller Peter Brixen.

Publiceret 08 January 2009 06:00