Jeg råber op for hendes skyld

Jens Linnemann rejser debat om aktiv dødshjælp og livstestamenter

Den tidligere avisejer og Birkerødborger Jens Linnemann var lige kommet hjem fra Thailand, da der mødte et tv-hold op i hans hjem for at lave optagelser. Journalister ringede dagen igennem, og klokken 18.30 blev hans historie vist i TV-Avisen.

Siden han i sidste uge fik bragt en kronik i Politiken, har telefonen ikke stået stille. I kronikken udtrykker Jens Linnemann et ønske om, at hans kone snart kan få lov til at dø. Efter en trafikulykke i Thailand ligger hun passivt hen på et plejehjem uden at kunne tale, spise eller gå.


Jens Linnemann mener, at han taler hendes sag, når han nu står frem og efterlyser en debat om aktiv dødshjælp og livstestamenter. Han ved, at hans kone ikke ønsker at leve som hun gør idag.


"Min kone troede på, at alting havde en mening. Hvis en meningsløs ulykke skal give mening, så skal hun have lov til at dø. Jeg bliver nødt til at råbe op på hendes vegne. Selv om der nok skal være en chance for at blive misforstået. Men jeg synes at vi skal tage en åben debat om det her i Danmark", siger Jens Linnemann.


Læs hele Jens Linnemanns beretning om sin kones ulykke, operationerne i Thailand og hjemkomsten til Danmark her.

Publiceret 20 January 2009 00:17