Erik Lund - har skrevet til Karen Jespersen.

Erik Lund - har skrevet til Karen Jespersen.

Lund går til Karen Jespersen

Regeringen bør allerede nu frigive den sidste del af penge, som kommunerne blev pålagt at deponere i 2005, mener Allerøds borgmester

Af
Michael Braunstein

Michael Braunstein

Regeringen bør allerede nu frigive den sidste del af penge, som kommunerne blev pålagt at deponere i 2005, mener Allerøds borgmester, Erik Lund. Dengang skulle alle kommuner deponere en del af deres kassebeholdning for at bremse anlægsinvesteringerne og undgå en overophedning af samfundsøkonomien. I dag er situationen som følge af finanskrisen en helt anden, anfører Erik Lund.


"Jeg har derfor i dag skrevet til Velfærdsminister Karen Jespersen og foreslået hende, at kommunerne allerede nu får frigivet den sidste del af deres deponering i stedet for i 2010," siger borgmesteren og fortsætter:
"I 2005 skulle vi i Allerød Kommune deponere 90 mio. kr. Af dem har vi fået 60 mio. kr. tilbage. Men de sidste 30 mio. kr. må vi først bruge om et år. Hvis vi i stedet får frigivet pengene nu, kan kommunen fremrykke en række investeringer til gavn for både beskæftigelsen og borgerne," siger Erik Lund og nævner et nyt genoptræningscenter og lokaler til hjemmeplejen som eksempler på investeringer, der med fordel kan fremrykkes.


"Vi får jo ikke flere penge på denne måde, men vi får forhåbentlig mulighed for at komme tidligere i gang med nogle af de projekter, vi har lovet borgerne og som vi allerede har afsat penge til de kommende år," siger Erik Lund.

Publiceret 20 January 2009 13:44