Udvalgsformand:

"En grotesk sag"

Lars Søndergaard (V) opfordrer Alan Nikdel til at klage over forvaltningens afgørelse om at tildele ham starthjælp som straf for, at han i knap to år sad fængslet for at mellemlande med sin egne medicin

Af
Pernille Kristensen

Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Fredensborg Kommune, Lars Søndergaard (V), kalder sagen om Alan Nikdel, der er sat tilbage på starthjælp, fordi hans egen gigtmedicin fik ham fængslet i Rusland i knap to år, for "grotesk".


"Reglerne skal selvfølgelig overholdes, men i det her tilfælde er han jo blevet frarøvet muligheden for at rejse til Danmark og opfylde kravene. Jeg synes godt, at der kunne være taget nogle menneskelige hensyn, og jeg vil nu spørge forvaltningen om, hvorfor de har truffet den beslutning," siger Lars Søndergaard.

Rart med prøvesag

Alan Nikdel mener selv, at en årsag til, at forvaltningen ikke har taget menneskelige hensyn i hans sag, er, at der er for få sagsbehandlere til for mange klienter i Fredensborg Kommune. Lars Søndergaard afviser, at politikerne har noget kendskab til, at der skulle være en problematisk arbejdspukkel blandt sagsbehandlerne.


"Vi ved godt, at det er svært at få medarbejdere til socialområdet. Men det burde ikke påvirke behandlingen af hans sag. Hvis forvaltningen har den opfattelse, at de har for meget at se til, opfordrer vi dem altid til at komme til os politikere, så vi kan reagere på det," siger Lars Søndergaard.

Ifølge udvalgsformanden har politikerne ikke mulighed for direkte at påvirke forvaltningens beslutning. Men Lars Søndergaard opfordrer Alan Nikdel til ikke at give op.

"Jeg ville selv have foretaget en anden beslutning, og jeg håber, at han klager videre. Det ville være rart at få en prøvesag," siger Lars Søndergaard.

null

Publiceret 20 January 2009 13:30