Web-tv:

Nye ambulancer skal redde liv

Region Hovedstadens nye ambulancer bliver gule og udstyret med alverdens teknik, der skal være med til at redde liv

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det bliver lettere at spotte en ambulance i fremtiden.
Alle Region Hovedstadens gamle ambulancer, der er hvide med røde markeringer, bliver i løbet af 2009 erstattet med nye, skrig-gule ambulancer, og det vil være med til at øge trafiksikkerheden.
En test viser nemlig, at de gule ambulancer er mere synlige, hvilket selvsagt kan have stor betydning, når en ambulance i høj fart drøner gennem trafikken for at komme hurtigt frem til en borger, der har brug for hjælp.

Bedre og hurtigere behandling

Men det er ikke kun farverne på regionens ambulancer, der ændres, når det nye ambulanceberedskab træder i kraft den 1. september.
En ambulance er nemlig meget mere end et transportmiddel, og derfor bliver de nye ambulancer udstyret med alverdens tekniske udstyr, der skal være med til at sikre en hurtigere og mere effektiv behandling af patienterne - allerede inden ambulancerne når frem til et hospital. "Ambulancerne får en masse udstyr, som de ikke har i dag, og det vil komme borgerne til gavn. Fremover bliver det eksempelvis muligt for mandskabet på en ambulance at kommunikere med en læge på et hospital ved hjælp af et web-kamera, der sidder i ambulancen. På den måde kan vi begynde behandlingen af patienten allerede i ambulancen, hvis det er nødvendigt," fortæller Freddy Lippert, der er enhedschef i i Akut Medicin og Sundhedsberedskab i Region Hovedstaden.

Overlæge Jan Nørtved Sørensen glæder sig til, at de nye ambulancer bliver taget i brug - og han er overbevist om, at de vil være med til at redde menneskeliv. Foto: Martin Warming

Overlæge Jan Nørtved Sørensen glæder sig til, at de nye ambulancer bliver taget i brug - og han er overbevist om, at de vil være med til at redde menneskeliv. Foto: Martin Warming

Begejstret overlæge

Ambulancerne bliver også udstyret med gps, så vagtcentralen får et præcist billede af, hvor de forskellige ambulancer befinder sig, og Jan Nørtved Sørensen, der er overlæge i Region Hovedstaden, er begejstret for den nye teknik.
"På den måde sikrer vi os, at det altid er den nærmeste ambulance, der bliver sendt. Sammenlagt får vi en meget bedre disponering, vi får ambulancerne hurtigere frem, og vi kan påbegynde behandlingen tidligere," siger Jan Nørtved Sørensen.
Ved hjælp af såkaldt telemedicin bliver alle de patientoplysninger, der registreres i ambulancen - som eksempelvis blodtryk, puls og vejrtrækningsfrekvens - automatisk sendt til det hospital, der skal modtage patienten, og på den måde får lægerne et overblik over, hvad patienten fejler, og hvilken behandling, de skal i gang med.

Sundhedsfaglig rådgivning

Samtidig vil vagtcentralerne blive bemandet med sundhedsfagligt personale, der er i stand til at afgøre, om der skal sendes en almindelig ambulance eller en paramediciner-ambulance, der er bemandet med behandlere med større kompetencer.
Det sundhedsfaglige personale på vagtcentralerne kan også bruges til at vejlede en borger telefonisk om, hvad han eller hun skal gøre, hvis de står med en alvorligt syg person, der har brug for akut hjælp.
I alt skal 36 døgnambulancer og otte ambulancer, der kun kører i dagtimerne, betjene de 1,6 millioner borgere i Region Hovedstaden, når det nye akutberedskab træder i kraft den 1. september. mwlokalh.dk

Publiceret 21 January 2009 17:00