Både antallet af tvangsauktioner og fogedsager er steget drastisk i det forløbne år. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Både antallet af tvangsauktioner og fogedsager er steget drastisk i det forløbne år. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Krise giver travlhed i retten

En fordobling i antallet af tvangsauktioner og stigning i antallet af fogedsager har gjort at retten må løbe stærkere

Af
Tim Panduro

Krisen kradser i hele verden, så Nordsjælland går ikke ram forbi. Og det kan mærkes i retten i Hillerød, hvor finanskrisen giver travlhed. Antallet af tvangsauktioner blev således mere end fordoblet fra 2007 til 2008. Hvor der i 2007 var 222 tvangsauktioner i retskredsen, er tallet i 2008 gjort op til 479. "Stigningen ligger især i de sidste måneder af 2008, hvor vi på en enkelt dag oplevede at få 60 tvangsauktioner ind. Og jeg regner absolut ikke med, at tallet vil falde i de kommende måneder, snarere tværtimod," siger retspræsident Bjarne Bjørnskov. Også antallet af modtagne fogedsager er steget - fra 7876 til 10.275 i 2008 - en stigning på 30 procent, og selv om retten faktisk har formået at ekspedere 24 procent flere sager, giver det et større efterslæb. "Vi har været i stand til at overføre folk fra vores tinglysning til fogedsagerne, fordi antallet af tinglysninger er gået ned på grund af faldet i antallet af bolighandler. Men vi håber alligevel på at få overført flere ressourcer, når der 1. april skal laves en ny opgørelse over rettens behov," siger Bjarne Bjørnskov. "Det handler både om at få mere kontorpersonale og flere jurister. Ellers risikerer vi, at der opstår flaskehalse."

Publiceret 27 January 2009 10:30