Web-tv:

Lene Espersen indviede fremtidens energi-virksomhed

Der var taler og klipning af rød snor, da Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen indviede den nye højteknologiske fabrik Topsøe Fuel Cell

Af
Af Jacob Damkjær

Flagene var hejst, og medarbejderne stod snorlige, da landets Økonomi- og Erhvervsminister, Lene Espersen kørte op foran Topsøe Fuel Cell på nymøllevej i Lyngby tirsdag.
Anledningen var invielsen af virksomhedens nye højteknologiske fabrik, som skal fremstille en af fremtidens nye energikilder, brændselscellen.

I princippet fungerer en brændselscelle på samme måde som et batteri, dog bortset fra at brændselscellen ikke skal oplades. Den bliver ved med at producere strøm, varme og vand så længe der tilføres brændsel.

Og potentialet for denne miljøvenlige energikilde er enormt. Bilindustrien i form af lastbiler og autocampere er oplagte aftagere, ligesom produktionen af generatorer til lystbåde og kedler til private husholdninger.

Haldor Topsøes grundlægger Dr. Haldor Topsøe viste sammen med Topsøe Fuel Cells administrerende direktør Claus Olsen og flere af virksomhedens medarbejdere, ministeren rundt og gjorde alt for at få forklaret den tekniske og kemiske process der ligger bag brændselscellen.

Lene Espersen var imponeret, "Jeg synes, det er et enestående eksempel på at når forskningsverdenen og en erhvervsvirksomhed sætter sig sammen, så kan man lave noget banebrydende helt nyt, og jeg håber meget på, at det jeg har set i dag, bliver noget almindelige mennesker kan gå ud og købe og gøre til en del af deres hverdag," sagde hun til 'Det Grønne Område' efter rundvisningen.

"Det største problem med at få bygget fabrikken har været at finde det rette udstyr og i den forbindelse, de rette folk til at lave udstyret," siger administrerende direktør Claus Olsen. "Det er udstyr, som næsten ikke findes nogle steder i verden, så det har forsinket processen en anelse, men vi er rigtig glade og stolte af resultatet," slutter han.
Se web-tv fra indvielsen her på denne artikel.

Publiceret 29 April 2009 17:40