Gl Toftegård hedder stationen i dag. (Foto: KT)

Gl Toftegård hedder stationen i dag. (Foto: KT)

Gl. Toftegård bliver til Egedal

Alt tyder på, at Gl. Toftegård Station tager navneforandring til Egedal Station, men ændringen kommer til at koste kommunen godt 300.000 kroner

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Politikerne i Egedal Kommune ser gerne, at den nuværende Gl. Toftegård Station i Ølstykke kommer til at hedde Egedal Station, men navneforandringen kan blive en dyr fornøjelse for den økonomisk trængte kommune. - Det er ikke helt billigt at give stationen et nyt navn. Banedanmark skal have knap 200.000 kroner for ændringen, mens DSB kræver cirka 115.000 kroner, siger Erik Fristrøm, som er ingeniør og projektleder i Egedal Kommune. Borgmester Svend Kjærgaard Jensen er bekendt med prisen, som han synes er temmelig høj. - Cirka 300.000 kroner lyder noget voldsomt. Jeg var godt klar over, at DSB skulle have cirka 115.000 kroner, men jeg havde ikke regnet med, at Banedanmark forlangte så meget. Det lydet vildt, og det er ikke penge, som vi har afsat, men vi kan måske finde pengene i næste års budget, siger borgmesteren. Den høje pris skyldes, at der ligger en masse elektronisk arbejde i at skifte navn. Eksempelvis skal DSB ændre Gl. Toftegård til Egedal i deres køreplaner og på de andre stationer. Alligevel er kommunen indstillet på at skifte navn.

Vil betale næste år

- Navnet Gl. Toftegård passer ikke til området. Jeg har mødt folk, som troede det var et sted i Valby. Samtidig har kommunesammenlægningen betydet, at Egedal er det rette navn. Jeg er overbevist om, at borgerne vil synes godt om det navn, siger Erik Fristrøm, som understreger, at navneskiftet først kan ske i foråret 2010 i forbindelse med køreplansskiftet. - Det er et større projekt, som først kan blive aktuelt til næste år. Derfor foreslår vi, at vi først tager regningen med ind i næste års budget, siger han.

Men Egedal ser ud til at blive det nye navn. (Foto: KT)

Men Egedal ser ud til at blive det nye navn. (Foto: KT)

null

Publiceret 08 June 2009 07:15