Modelfoto af hegn. Har ingen forbindelse med artiklen. Foto: Colourbox

Modelfoto af hegn. Har ingen forbindelse med artiklen. Foto: Colourbox

Ulykken, der kostede en 11-årig pige livet

Hvorfor døde Amalie? Det spørgsmål vil aldrig blive helt besvaret. Men familien til den 11-årige Amalie Christoffersen, der sidste sommer døde på baggrund af de kvæstelser, hun pådrog sig på Frederikssund Ridecenter, føler sig udsat for sladder om, at der

Af
Af Martine Bentsen

Hvad der præcist skete sidste sommer, da 11-årige Amalie Christoffersen, omkom efter en ulykke på Frederikssund Ridecenter ved ingen med sikkerhed. For Amalie Christoffersen var alene, da ulykken skete.
Det man ved er, at Amalie Christoffersen sammen med andre piger var på ridelejr på Frederikssund Ridecenter, og at de havde leget udenfor på ridearealet umiddelbart inden ulykken skete. De blev alle kaldt ind for at fejre fødselsdag, og ryttere fra ridecentret red straks efter pigerne var kaldt ind ud på ridearealet, hvor de fandt Amalie Christoffersen liggende på jorden gispende efter luft. Klokken var cirka 20.45, og hun var ved bevidsthed. Klokken 22.00 døde hun på Rigshospitalets Traumecenter efter læger forgæves havde forsøgt at redde hendes liv.

Om Amalie Christoffersens død skyldtes manglende sikkerhedsmæssige foranstaltninger på ridecentret er et af de punkter, som politiet og Arbejdstilsynet efterfølgende undersøgte, og i arbejdstilsynets rapport fra 23. juli 2008 stod der således:
"På baggrund af de faktuelle forhold og observationer fandt Arbejdstilsynet, at der ikke var truffet sikkerhedsforanstaltninger, som effektivt kunne forhindre den vandrette pæl i at falde ned ved påvirkning fra banesiden."
Der var altså ikke truffet sikkerhedsforanstaltninger, der kunne forhindre den 100 kilo tunge pæl, der hang vandret ind til ridebanen, i at falde ned, hvis noget eller nogen påvirkede pælen, og selvom det i politirapporten, som Frederikssund Avis har set brudstykker af, fremgår, at tidligere ansatte havde udtalt stærk kritik af sikkerhedsstandarden på stedet, og at en medarbejder havde forladt stedet fordi han ikke følte han kunne tage ansvar for sikkerheden længere, og at portindhegningspælen måneder forinden var faldet ned over en tidligere ansats fod, så findes der ifølge vicepolitikommissær Esben Kjær fra Nordsjællands Politi ingen specifikke paragraffer om, at pælen skulle være fastgjort, og derfor blev der ikke rejst tiltale mod nogen på baggrund af ulykken.
"Vi betragter ulykken som et hændeligt uheld, der var dybt tragisk," siger Esben Kjær.

Ifølge familiens advokat Dennis Holm Pedersen, formoder man, at Amalie Christoffersen har forsøgt at slå en kolbøtte om pælen hvorved den er faldet ned over hende.

Vil stoppe rygter

Nu har familien gennem deres advokat udsendt en pressemeddelelse, fordi de føler sig udsat for sladder om, at Amalie Christoffersen selv var skyld i ulykken. "Det er familien magtpålæggende at gøre opmærksom på, at uheldet ikke, således som der har floreret udtalelser om, skyldtes Amalie egen uforsigtighed, men derimod de ovenstående konstaterede forhold. Amalie er dybt savnet af hendes familie, og familien ønsker med denne pressemeddelelse at skabe ro om de forhold og omstændigheder, der forårsagede Amalies død," skriver familien i pressemeddelelsen. Advokat Dennis Holm Pedersen bekræfter ordlyden overfor Frederikssund Avis
"Familien ønsker at bremse lokalt sladder, der har verseret," siger han.
"Det er min vurdering, at ulykken kunne være undgået, men man kan ikke give Frederikssund Ridecenter skylden for ulykken, forældrene har en intention om, at det ikke skal overgå andre børn."

Har ikke hørt rygter

På Frederikssund Ridecenter siger ejer Birgit Dalsgaard til Frederikssund Avis, at hun er ked af det på familiens vegne, hvis sådanne rygter verserer, men at hun ikke har hørt om dem.
"Jeg har ikke hørt om sådanne rygter, og jeg kan med sikkerhed sige, at det på ingen måde er rygter, der kommer fra os," siger hun. Portindhegningspælen er fjernet fra ridebanen og ifølge Birgit Dalsgaard erstattet af et stykke snor.

Publiceret 11 June 2009 07:00