Salgsdirektør Michael Sandholt, Frederikssund Avis og Lokalavisen ugenyt (tv.) sammen med Fjordbyernes administrerende direktør Michael Larsen.

Salgsdirektør Michael Sandholt, Frederikssund Avis og Lokalavisen ugenyt (tv.) sammen med Fjordbyernes administrerende direktør Michael Larsen.

Frederikssund Avis og Lokalavisen Fjordbyerne går sammen

De to lokalaviser i Frederikssund Kommune samler de bedste elementer fra begge aviser i én ny lokalavis, der til gengæld kommer to gange om ugen - og flere gange dagligt på nettet.

Af
Michael Harsvik

Michael Harsvik

Lokalavisen Frederikssund - dét bliver navnet på den husstandsomdelte ugeavis, som indbyggerne i Frederikssund kommune allerede fra uge 26 vil modtage, når Frederikssund Avis og Lokalavisen Fjordbyerne bliver til én samlet avis med et oplag på 23.400 eksemplarer.
De to ansvarlige direktører for de to hidtidige udgivelser, Peter Garhøj og Michael Larsen ser det som en positiv udvikling:
"Annoncørerne kan nøjes med at annoncere i én avis og dermed være sikre på at blive set, og læserne behøver kun at læse de to ugentlige udgaver (midtuge og weekend) for at være opdateret på, hvad der sker i kommunen. Ved at forene kræfterne får vi styrke til at blive endnu bedre online. Målet er, at vi på alle punkter vil være lige én tand bedre end nu, siger Michael Larsen, der bliver direktør for det ny selskab.
Desuden får han ansvaret for Lokalavisen Ugenyt i Egedal, som også udkommer i to ugentlige udgaver. Også her skiftes navn - nemlig til Lokalavisen Egedal.
Aviserne i Egedal redigeres fortsat af redaktør Michael Harsvik, mens de nye aviser i Frederikssund redigeres af tidligere redaktør for Fjordbyerne, Henrik Gregersen.
Nuværende salgsdirektør for Frederikssund Avis og Ugenyt, Michael Sandholt skifter efter halvandet års succesfuldt virke i Frederikssund tilbage til sin gamle stilling i Albertslund, der udvides med ansvaret for yderligere tre aviser i Furesø kommune.
Lokalavisen Frederikssund bliver samlet i Fjordbyernes nuværende lokaler på Askelundsvej 2, Frederikssund senest den 1.juli 2009.

Publiceret 12 June 2009 10:00