Pressemeddelelsen fra Venstre og Radikale Venstre, som beskylder kommunaldirektør Tim Andersen for

Pressemeddelelsen fra Venstre og Radikale Venstre, som beskylder kommunaldirektør Tim Andersen for "protokolfifleri".

Kommunaldirektør trækkes ind i sag om formandspost

Lyngby-Taarbæks kommunaldirektør Tim Andersen beskyldes for at fifle med protokolteksten efter det kaotiske møde i miljøudvalget onsdag. "Jeg prøvede at få sagen tilbage til normal praksis," siger Tim Andersen

Af
Steen Trolle

Lyngby-Taarbæk Kommunes øverste embedsmand, kommunaldirektør Tim Andersen, må nu forsvare sig mod kritik af sin rolle i den kaotiske sag om valg af ny formand for miljøudvalget. Tim Andersen beskyldes for at have forsøgt at fifle med teksten i protokollen, fordi han fik den tekniske direktør til at rundsende et udkast til en ny protokoltekst, hvor nogle kontroversielle informationer var fjernet. Oplysningerne, som var udeladt i den nye tekst, handlede om, at de konservative på mødet foreslog Venstres Paul Knudsen som ny formandspost. Det skete for at undgå at få den radikale Trine Nebel Schou valgt, selv om formandsposten er de radikales i følge den konstitueringsaftale, som blev indgået ved sidste valg. "Protokollater er jo dokumentation over for borgere, presse og eftertiden. At ændre i teksten, efter den er skrevet under, er i bedste fald dokument-fifleri, og da slet, slet ikke en borgmester eller en kommune som Lyngby-Taarbæk værdig," siger Trine Nebel Schou i en pressemeddelse, som er udsendt sammen med Venstres Søren P. Rasmussen under overskriften "Politisk kaos i Lyngby – kommunaldirektør og borgmester ville fifle med protokollat!".

Usædvanligt møde

Kommunaldirektør Tim Andersen er overrasket over kritikken. Han konstaterer, at det hele er foregået i åbenhed, eftersom han rundsendte det nye forslag til protokol-tekst til alle medlemmer af miljøudvalget. "Og man kan ikke fifle med noget, der foregår i fuld åbenhed," siger Tim Andersen. Han afviser, at borgmesteren har haft indflydelse på forløbet og giver som forklaring, at der var tale om et "højest usædvanligt møde", hvor der blev begået en administrativ fejl: "Jeg har ikke været ude for et tilsvarende møde før. Der sker det, at jeg opdager, at vi administrativt har gjort noget, vi ikke gør normalt, nemlig at skrive den politiske dialog ind i protokollen. Det har aldrig været kutyme, at man gør det. Da jeg opdager det, tager jeg initiativ til, at der laves et forslag til en ny protokoltekst, som mailes rundt til hele udvalget. Der kommer så tilbagemeldinger fra politikerne, og da to af dem ønsker at fastholde den første tekst, så bliver der ikke lavet nogen ændringer. Det meddeler jeg så udvalget torsdag eftermiddag og regner derefter sagen for lukket," siger Tim Andersen.

"Min opgave at normal praksis overholdes"

Han erkender, at det er et usædvanligt initiativ: "Men det skyldes, at der blev begået en fejl i starten, og det er nu engang min opgave at sikre, at vi fastholder vores normale praksis. Det prøver jeg at opnå politisk forståelse for, men det var der altså ikke opbakning til," siger Tim Andersen.

Publiceret 12 June 2009 13:00