Web-tv:

Egedal ramt af oversvømmelser

Egedal Redningsberedskab er i fuld gang med at pumpe vand væk fra veje og kælderrum. Samtidig arbejdes der på højtryk hos Falck

Af
Kenneth Tanzer

Kenneth Tanzer

Egedal Redningsberedskab arbejder fortsat på højtryk med at pumpe vandet væk fra de mest udsatte steder, men ifølge beredskabschef Klaus Larsen, så er man ved at have et overblik over situationen.
- Lige nu er status, at vi har styr på de forskellige steder, hvor vandet har samlet sig. Vi pumper stadig vand væk fra Regnersvej i Ølstykke. Der er styr på vandet ved Ring Nord i Ølstykke, så nu er vi kørt videre til Rendebæksvej i Smørum, hvor et regnvandsbassin er brudt sammen. Senere skal vi ud til Veksø, hvor der er løbet en del vand ind til børnehaven "De fire årstider" samt Veksø Skole. Boesagerskolen og Balsmoseskolen i Smørum har en vandskade i kælderen, så vi har nok at se til, siger Klaus Larsen, som forudser et travlt og hektisk døgn.
- Der venter os uden tvivl em travl dag og nat. Måske er vi først færdige i morgen tidlig, for der ligger virkelig meget vand i kommunen. Først og fremmest har vi fokus på de kommunale bygninger, men vi har også en venteliste med en række små-ting, som vi også skal kigge på. Under alle omstændigheder vil jeg gerne rose og takke de mange frivillige, som tager med rundt og hjælper med at fjerne vand. Det er godt gået, siger Klaus Larsen.

Vandskader i hjemmet

Også Falck i Smørum har nok at se til efter torsdagens regnvejr. I øjeblikker rykker de ud over hele Sjælland.
- Vi laver ikke andet end at tage imod opkald fra folk, som har vandskader i deres hjem. Vi oplever flest vandskader i hjemmet, men der er også store problemer på vejene rundt omkring, lyder det fra Falck.

Publiceret 12 June 2009 03:00