Svømmeunion ser frem til opgaven

Formand Peer Iversen er tilfreds med politikernes afgørelse og krydser nu fingre for, at ordningen på længere sigt kan gøres permanent

Af
Finn Due Larsen

Finn Due Larsen

En glad og tilfreds Peer Iversen, formand for Farum Svømmeunion, modtog tirsdag nyheden om, at idræts- og fritidsudvalget på et ekstraordinært møde om morgenen havde vendt tommelfingrene opad for svømmeunionens tilbud om at overtage ansvaret for den offentlige brug af Farum Svømmehal.
"Det var da en god nyhed. Det er jo alle de ting, vi har stillet som betingelser, vi har fået igennem, så det kan vi kun være tilfredse med," siger Peer Iversen, der ser frem til den nye opgave for foreningerne.
Af de nævnte betingelser fremhæver han blandt andet, at der bliver tale om en prøveordning frem til jul, som herefter skal evalueres. Samt at kommunen stiller med en underskudsgaranti.
"Vi har bedt om den underskudsgaranti, for hvis det koster klubberne penge, vil det også koste vores medlemmer penge."

Gerne permanent

Han ser meget gerne, at prøveordningen gøres permanent, men det afhænger helt af besøgstallet. For selv om der har været omfattende kritik af, at svømmehallen har været forbeholdt foreningerne, ser Peer Iversen det ikke som givet, at genåbningen bliver en kommerciel succes:
"Vi har regnet med en anslået indtægt, men det kan gå begge veje. Den store presseomtale af lukningen vil nok give stor interesse i starten, men det er ikke sikkert, at det tal fastholdes hele vejen. Men det håber vi da."

null

Publiceret 16 June 2009 11:53