Flere fagforeninger gennemførte torsdag morgen en blokalde af det tidligere rådhus i Skævinge i protest mod billig polsk arbejdskraft.

Flere fagforeninger gennemførte torsdag morgen en blokalde af det tidligere rådhus i Skævinge i protest mod billig polsk arbejdskraft.

Skævinge Rådhus ombygges af billige polakker

Billige polske håndværkere var torsdag morgen årsag til en blokade af ombygningen på det tidligere Skævinge Rådhus

Af
Martin Warming

Martin Warming

Det tidligere Skævinge Rådhus blev torsdag morgen blokeret af en række fagforeninger, fordi det polske firma, der har hovedentreprisen, ikke vil tegne en overenskomst med de danske fagforeninger. Hele ombygningen på det nedlagte rådhus er derfor nu omfattet af en sympatikonflikt, og det betyder, at de danske byggefirmaer har forladt byggepladsen, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Det polske firma CKJ er blevet præsenteret for en forslag til overenskomst, som skal give den halve snes polske håndværkere en timeløn på 129 kroner.

"Samtidig kræver vi dokumentation for løn og arbejdstid, men også det afvises," siger faglig medarbejder Mogens Larsen fra TIB Nordøstsjælland, som har stillet overenskomstkravet.

Unfair konkurrence

"Det afgørende for os er, at de polske arbejdere får en løn, der nogenlunde matcher de danske kollegers og dermed ikke udsætter os for unfair konkurrence. Vi oplever en galopperende ledighed blandt nordsjællandske bygningsarbejdere, og vi vil ikke finde os i at blive udkonkurreret af billig, udenlandsk arbejdskraft, kynisk udnyttet af danske bygherrer eller entreprenører," siger han.

Ifølge Nyhedsbrevet 3F har polakkerne tidligere oplyst, at de får en månedsløn på 18.000 kroner. "Men det har vi for det første ikke set nogen dokumentation for, for det andet er det ingen stor løn, hvis der arbejdes 12-15 timer om dagen," siger Mogens Larsen.

Det er det danske investeringsselskab Estate Invest med adresse i Frederiksværk, der er bygherre og ombygger det gamle rådhus til 18 lejelejligheder og kontorlokaler.

Publiceret 18 June 2009 15:00