SMUK:

Nøgenbader i grønne alger

Søbadet på Skanderborg Festivalen er ramt af badeforbud på grund af blågrønne alger, men det har ikke forhindret unge sø-løver og -løvinder i at få en dukkert længere ude på badebroen.

Af
Af redaktionen

Søbadet på Skanderborg Festival plejer at være en af de store attraktioner for unge fyre og piger, der skal køle ned efter en god koncert eller en hot omgang chili.
Men i år har festivalgæsterne ikke haft lov til at svømme i søbadet, hvor der siden torsdag har været badeforbud på grund af blågrønne alger.

Det gode skib Explorer på opdagelse ved Søbadet.

Det gode skib Explorer på opdagelse ved Søbadet.

Nøgenbader og joller rundt

Denne søndag har et par ungersvende fundet en gummibåd frem og deler vandet ved badebroen sammen med en flok ænder, der lystigt dykker uden hensyn til det olieagtige lag af alger, der især samler sig inde ved bredden.
Nicklas Rasmussen sidder vagt ved adgangen til badebroen. Han kan fortælle, at det ikke er alle, der tager bade-forbuddet lige alvorligt.
”Der er nogen, der mener, at de skal nøgenbade. Her den anden dag var der syv piger, der ville nøgenbade. De var ligeglade med alger. Der var også nogle lidt ældre personer på 50+, der ville bade uden tøj på,” fortæller Nicklas Rasmussen med et smil.

Kold dukkert

For enden af badebroen pjasker to fyre rundt ude i det grumsede vand, der – heldigvis for deres helbred – ikke har den samme suppe-lignende konsistens som 20-25 meter tættere på bredden.
”Man får ondt i maven af det, men det får man alligevel i forvejen af at være på druk. Det er lidt ærgerligt med algerne, men det er dejlig køligt,” siger Benjamin Norrmann fra København, før han og hans kammerat Nicolai Christensen igen springer ud fra vippen.
”Det er fantastisk herovre. Den eneste ærgerlige er algerne og at jeg blev våd på vej til koncert i går,” siger Nicolai Christensen med et grin.
Man må håbe for dem, at vandet ikke var lige så mavepine-fremkaldende, som det så ud til.

Ænderne og badegæsterne havde nasset vand.

Ænderne og badegæsterne havde nasset vand.

Højt humør på vippen.

Højt humør på vippen.

Publiceret 09 August 2009 16:11