Her er det Rikke Møller (tv) og Louise Binger (th) flankeret af deres andre kolleger på toiletholdet.

Her er det Rikke Møller (tv) og Louise Binger (th) flankeret af deres andre kolleger på toiletholdet.

SMUK:

Toiletrens i 21 timer

Knap 11.000 frivillige medhjælpere gør deres til, at festen i skoven bliver god. Lokalavisen har mødt to med et af de mere ildelugtende jobs

Af
Af Marianne Gay

Stoppede kummer, papir på gulvet, hygiejnebind bag toilettet og så en god portion jord, skidt og støv.
Det er ikke et rart syn, der møder toiletholdet, når et af festivalens mere end 150 toiletvogne skal gøres rene.
"Ja, man skal ikke være sart," lyder det tørt fra Rikke Møller. Hun har taget turen fra Holbæk til Skanderborg og er medhjælper for første gang, og selv om det er en beskidt tjans at være på toiletholdet, er hun godt tilfreds med festivalen.
"Vi har handsker på, så det er ikke så slemt. Og så er det jo en fed måde at komme til festival på," siger Rikke Møller, der stadig har nogle arbejdstimer tilbage af de 21, der kræves for at kunne indløse medhjælperarmbånd.

Modsat andre medhjælperjobs, hvor en bod eller et sceneområde udgør arbejdspladsen, er toiletholdets arbejde spredt ud over hele det 22 hektar store område festivalen og campingpladserne strækker sig over.
Hver toiletvogn skal efterses to gange på en otte timers vagt, og der bliver brugt rigeligt med Ajax for at gøre vognene præsentable til det næste hold af tissetrængende festivalgæster.
"Hvis folk er kommet afsted i sidste øjeblik, kan de godt blive irriterede over, at vognen er lukket på grund af rengøring, men vi får også mange positive kommentarer om, at folk er glade for, at vi gør rent. Nogle venter endda uden for i mens, så de kan komme ind på et helt rent toilet," smiler Louise Binger fra Kolding, der også er på festival og toiletjans for første gang.

Publiceret 09 August 2009 09:15