Hunden Ice har sandsynligvis dræbt for sidste gang. Kun Rigspolitiet kan redde hunden fra dødsdommen. Billedet er fra april, hvor hunden netop har dræbt en kanin i familien Holms have.

Hunden Ice har sandsynligvis dræbt for sidste gang. Kun Rigspolitiet kan redde hunden fra dødsdommen. Billedet er fra april, hvor hunden netop har dræbt en kanin i familien Holms have.

Kanindræberen dømt til døden

Rigspolitiet er sidste chance for benådning

Af
Jesper Lundh

Kamphunden Ice, der i foråret dræbte to katte og en kanin i et boligkvarter i Birkerød, skal nu selv dø. Sådan lyder beslutningen fra Nordsjællands Politi, efter at en dyrepsykolog har vurderet kamphunden i det internat, hvor den har opholdt sig siden det seneste angreb i april.

Hunden blev i juni vurderet af en hundesagkyndig – altså en specialuddannet dyrlæge – som skulle vurdere, om det var sikkert at lukke den frygtede Ice ud på gader og stræder igen. Og ikke overraskende var konklusionen meget klar: Hunden anses for farlig for både dyr og mennesker.

Efterfølgende har anklager Stefan Kobbernagel, der er ekspert i hundeloven ved Nordsjællands Politi, indstillet hunden til aflivning.

"Jeg har lagt vægt på karakteren af de to overfald på kattene og kaninen. Hunden har et unormalt stort jagtinstinkt, og ved undersøgelsen udviste den en aggressiv knurren og forsøgte at bide mennesker," fortæller Stefan Kobbernagel til Lokalavisen.dk.

"Hunden har udvist en adfærd, som ikke er normal for en hund. Den er derfor vurderet til at være meget farlig for dyr, men også farlig for mennesker. Og vi mener, at der er risiko for at den vil udvise aggressiv adfærd igen," siger Stefan Kobbernagel.

Selvom Nordsjællands Politi har truffet sin beslutning, er Ice stadig i live. Dagen efter at ejeren fik besked om, at hans hund skal aflives, klagede han nemlig til Rigspolitiets juridiske afdeling, som træffer den endelige afgørelse. Hvis juristerne er enige i afgørelsen fra Nordsjællands Politi er der ingen vej tilbage for Ice.

"Når vi får Rigspolitiets afgørelse, er det os, der eventuelt giver grønt lys til aflivningen," siger Stefan Kobbernagel.

Muskelhunden dræbte den 21. april en kat ved Kajerødgade i Birkerød. Kun en uge senere gik hunden igen amok og dræbte først endnu en kat, inden den hoppede over hegnet til en families have, hvor den dræbte en kanin for øjnene af familien.

null

Publiceret 04 September 2009 00:00