Markant: Skoda Yeti er ubetinget den af mærkets modeller med mest udstråling. Brugsværdien er i top.

Markant: Skoda Yeti er ubetinget den af mærkets modeller med mest udstråling. Brugsværdien er i top.

Skoda på nye veje

Yeti er den mest helstøbte Skoda til dato og fører mærket i en ny retning

Af
Af Jens Overgaard

Der er ingen tvivl om, at Yeti er den mest helstøbte Skoda til dato. Og det er en bil, som vi efter en uges testkørsel har meget svært ved at sætte en finger på. Spørgsmålet er så bare, om Skoda skyder forbi målgruppen eller løfter mærket imagemæssigt.

Det er i alle tilfælde en bil, som lever op til navnet Yeti, der beskriver den mystiske Afskyelige Snemand fra Himalaya-bjergene: Den er nemlig svær at sætte i bås VW-ejede Skoda, som længe har sat en ære i at levere snusfornuftige biler, afstikker med livsstils-SUV'en, Yeti, en mere selvsikker kurs over for moderkoncernen. En retning, der blev skudt i gang med rumskibet Superb og nu altså fortsætter med en model, som er tæt på at være direkte café-trendy.

Opskriften minder på mange måder om koncern-søster, VW Tiguan: Høj kørestilling, næsten personvognsagtige køreegenskaber og god pladsudnyttelse for en familie med bagage. Det hele pakket ind i kompakte mål. Med en længde på 422 centimeter, er Yeti 20 centimeter kortere end omtalte Tiguan, men den byder på mere bagagerumsplads. Og det til priser, som ligger omkring 97.000 kroner under den finere fætter fra Wolfsburg.

Her kommer jeg

Det sker med et prisskilt fra 263.580 kroner for den mindste udstyrs-version, Active, forhjulstræk og den nyudviklede 1,2 liters benziner på 105 hk, mens vores testbil, en firhjulstrukket Ambition med den 2,0 liters commonrail-diesel på 140 hk, koster 393.680 kroner, som vi har testet, som det første danske medie.

Med sin kasseagtige form, markante front med store strittende tågelygter og sorte glasafslutning er Yeti en bil, der adskiller sig fra de andre mere fodformede Skodaer og klart siger: Her kommer jeg. Indenbords bliver vi budt velkommen i en kabine med kendte design-elementer fra resten af Skoda-familien, det vil sige velordnet, ganske stilsikkert og her i en finish, der lige som i Superb helt er på højde med VW.

Den pæne frihøjde gør, at vi sætter os direkte ind bag rattet, hvor udsynet er glimrende. Det solide og gedigne indtryk holder på vejen, hvor Yeti ligger stabilt, styrer sikkert og næsten føles som en større limousine. Det gælder også ved motorvejsfart, hvor der ikke er slinger i valsen og støjniveauet er nede på niveau med en tjekkisk stillekupé. Der er dog ikke plads til pjank, og vi får aldrig samme føling med undervognen som i legeglade klassekammerater som Ford Kuga. Vi kan også sidde ranke med rimelig benplads og med godt udsyn, både for og bag i de støttende sæder.

Her giver det høje karrosseri gevinst. Forklaringen på plads og køreegenskaber ligger i undervognen, der er hentet fra Octavia. Men Skoda-ingeniørerne må siges at have udhulet bilen godt, for totallængen ligger på linje med en Fabia Combi. Det er udhængene, som er kappet af. Men alligevel kan det meget kvadratiske bagagerum på 405-510 liter uden at kny sluge en barnevogn. Litermålet et fleksibelt, da Yeti, lige som Roomster, har længdejusterbare bagsæder, der kan pilles ud, hvis der skal fragtes en fryser hjem fra Skousen.

Praktisk: Den øgede frihøjde gør indstigningen let. Pladsforholdene er tilstrækkelige både for og bag.

Praktisk: Den øgede frihøjde gør indstigningen let. Pladsforholdene er tilstrækkelige både for og bag.

Hjælp i terrænet

Den 140 hk diesel giver det nødvendige sejtræk, uden at den cirka 1545 kg tunge bil, ligefrem er en sprinter. Vi ser frem til at prøve, hvordan den helt nye 1,2'er, der endda kan leveres med det nye 7-trins DSG-gear, klarer ærterne. Merprisen for firhjulstræk i topversionerne er 30.000 kroner. Her byder Yeti på koncern-teknologien med Haldex-kobling, der selv flytter kræfterne mellem for og baghjul.

En terræn-funktion gør det endda lettere med en opkørsels- og en nedkørselsassistent til de stejle bakker. Mens Skoda tidligere har stået teknisk i skyggen hos VW-koncernen, er Yeti et showpiece i den nyeste teknologi, der også byder på topsikkerhed som syv airbags og antipiskesmælds-nakkestøtter, og den har hentet fem sikre Euro NCAP-stjerner. Tag dertil en garanti på fire år/100.000 km eller to år med ubegrænset km, og pakken er fuldendt. Selv om man kan undre sig over, at der er gammeldags rudetræk på bagdørene, at dørhåndtagene her sidder i perfekt højde for små pilfingre i barnestole og at oversætteren af instruktionsbogen i store træk har glemt at sætte "ø" ind.

Lighed. Bagfra er det tydeligt, at Skoda har skævet til offroadkongerne hos Land Rover, designet minder i hvert fald kraftigt om en Freelander.

Lighed. Bagfra er det tydeligt, at Skoda har skævet til offroadkongerne hos Land Rover, designet minder i hvert fald kraftigt om en Freelander.

Mange konkurrenter

Udstyrsmæssigt byder grundniveauet, Active, på det mest elementære som bl.a. aircondition, kørecomputer og tagræling, men der er mest fornuft i at ofre 20.000 kroner ekstra, rykke op i en Ambition, og få fartpilot, tågelygter, alufælge og meget andet med. Men her knækker prisfilmen.

Forskellen mellem de mindste benzin- og diesel-versioner er nemlig gigantiske 45.000 kroner. Importøren forventer, at den testede model, der må have to tons på krogen, og derfor vil tiltale camping- og trailerfolket. Set i forhold til andre kompakte SUV' er Yeti da også en klar prisbasker. Men der er masser af konkurrenter fra egne rækker.

Tag bare en kæmpebil som den nye Superb Combi eller for den sags skyld Octavia Combi med mere plads i bagagerummet. Yeti er stadig lidt af et mysterium. Men vi kommer formentlig til at se betydeligt mere til den firehjulede herhjemme end den mere sky navnebror fra de tynde luftlag i bjergene. Den har i hvert fald kvaliteterne til det.

Publiceret 06 October 2009 03:00