Kommunen vil kigge nærmere efter sociale bedragere. Foto: John Jessen Hansen

Kommunen vil kigge nærmere efter sociale bedragere. Foto: John Jessen Hansen

Sociale bedragere får det hårdt

Kommunen vil styrke indsatsen - målet er at hente mindst en million kroner hjem næste år

Af
Tim Panduro

Hvis man ikke er så enlig, som kommunen tror, og man derfor hiver ekstra boligydelse hjem, eller hvis man har "glemt" at fortælle, at man bor i udlandet, men stadig hæver børnepenge i Hillerød, bør man tænke sig om en ekstra gang inden man fortsætter fuskeriet. Fra nytår sætter Hillerød Kommune nemlig jagten på sociale bedragere i system. "Vi har altid været på jagt efter sociale bedragere, men nu bliver det mere systematisk. Vi tilknytter to faste medarbejdere til at koordinere indsatsen fra 1. januar", siger Britt Blichfeld Davidsen, der er afdelingschef i Borgerservice. Indsatsen retter sig blandt andet mod folk med folkeregisteradresse i Hillerød, der bor i udlandet og folk, der er registreret som enlige men reelt er samboende, og som derfor ikke har ret til forhøjede ydelser. Den øgede indsats skyldes krav oppefra. "Vi har fået kniven for struben fra Velfærdsministeriet, der har gjort det til tema. Men det er også i vores egen interesse. Det er jo ikke okay, at velfærdsydelser til folk, der har ret til dem, bliver beskåret, fordi andre snyder", siger afdelingschefen, der i perioden 1. januar til 31. august i år har været med til at afsløre svindel på 396.780 kommunale kroner. "Vi havde et besparelseskrav for hele året på 300.000 kroner på området, men en del af beløbet skyldes, at vi er begyndt at registrere mere målrettet, så vi får med, hver gang en sagsbehandler lukker for nogle udbetalinger." Målet næste år er betydeligt højere. "Vi forventer at finde en million kroner eller mere", siger Britt Blichfeld Davidsen.

Publiceret 06 October 2009 06:00