Arkivfoto.

Arkivfoto.

Træ væltede ned over barn i barnevogn

Barnet sov sandsynligvis fra det hele

Af
Jesper Lundh

Den øverste tredjedel af et stort, gammelt piletræ væltede tirsdag eftermiddag ned over en barnevogn med et sovende barn på Bjørn Andersens Vej i Blistrup ved Græsted. Barnet var hos sin dagplejemor, da det, der kunne have udviklet sig til en tragedie, skete.
Sandsynligvis var det vinden, der kombineret med sygdom i træet knækkede stammen kort før klokken 13. En del af træet faldt ned og ramte barnevognen, hvor et af de børn, dagplejemoderen passer, lå og sov til middag.

Den første melding gik på, at træet lå henover barnevognen, og at redningsmandskab først skulle skære træet op, før man kunne komme frem til barnet og vurdere dets tilstand. Det skriver eb.dk .

"Så slemt var de gud ske lov ikke. Dagplejemoderen kunne ikke komme frem til barnevognen på grund af de mange grene. Som jeg har forstået det, var det den øverste del af træet med de tynde grene som spærrede vejen til barnevognen. Barnet er heldigvis aldeles uskadt og har sandsynligvis sovet under hele forløbet med den farlige situation med det knækede træ," siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Dan Houtved, til ekstrabladet.dk.

De øvrige børn i dagplejen er ligeledes uskadte og har ikke været i karambolage med det væltede træ.

Publiceret 06 October 2009 14:53