Statsministerens åbningstale:

Spritnyt superhospital ved Hillerød

Ved Folketinges åbning tirsdag blev det skåret ud i pap, at Hillerød kommer til at huse et af landets fem nye topmodcerene sygehuset

Af
Kim Belmark

Kim Belmark

Hillerød skal have et nyt superhospital. Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen direkte i sin tale tirsdag ved Folketingets åbning.

"Et nyt sygehus i Aalborg Øst. Et nyt Universitetshospital i Århus. Et nyt hospital i Gødstrup vest for Herning. Et nyt universitetshospital i Odense. Et nyt hospital ved Hillerød," sagde statsministeren i åbningstalen.

"Hvis man bliver alvorligt syg, så er det helt afgørende, at man får den allerbedste behandling. Og den fås desværre ikke rundt om hvert gadehjørne. Den kræver opbygning af stærke faglige miljøer. Derfor investerer vi nu 40 milliarder kroner målrettet i topmoderne sygehuse, hvor vi samler specialerne," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er ifølge statsministeren 'den største modernisering af den danske sygehusstruktur nogensinde'.

"Og så vil vi lægge åbent frem, hvordan sygehusene klarer kvalitet og effektivitet. Vi vil ikke bare se på, hvor mange penge vi bruger. Vi skal først og fremmest se på, hvad patienterne får ud af pengene. Og vi skal belønne de sygehuse, der gør det godt for patienterne. Det er et stærkt princip – og simpel sund fornuft," fremgik det af statsministerens åbningstale.

Publiceret 06 October 2009 13:28