Vilddyr. Den nye Golf R byder på hele 270 hk og er den mest kraftfulde i modelrækken nogensinde.

Vilddyr. Den nye Golf R byder på hele 270 hk og er den mest kraftfulde i modelrækken nogensinde.

Golfer til lyst og last

Med 270 hk bliver Golf R, den mest kraftfulde nogensinde. Ny Golf Variant er på vej til de mere praktiske

Af
Af Jens Overgaard

Der er i sandhed spændvidde i den stribe af nye Golf-modeller, VW lancerer dette efterår, og som blev præsenteret på den store biludstilling i Frankfurt. Således kan de sportslige snart gå ombord i Golf R, som bliver den mest kraftfulde af slagsen nogensinde. De mere praktiske får nu en opdateret Golf Variant, som ligger tråd med resten af Golf-programmet. De tørre tal i Golf R, som hedder 270 hk, en acceleration 0-100 km/t på 5,7 sekunder (5,5 sekunder med det 7 trins DSG-gear) og en topfart, der er elektronisk begrænset til 250 km/t, taler for sig selv. Mest bemærkelsesværdigt er dog, at power-Golfen, der på alle områder er hurtigere og mere muskuløs end sin forgænger, R32, gør det med en mindre motor.

Mindre slagvolumen

Mens R32-modellen var udstyret med en 3,2 liters sekscylindret sag, klarer den nye sig med en firecylindret toliters rækkemotor. Kunststykket er klaret med den nye TSI-teknologi, som forener direkte indsprøjtning med turboladning. Og det giver maskinen et moment på 350 Newtonmeter – 30 Nm mere end forgængeren. Den mindre volumen smitter også af på brændstoføkonomien, så bilen klarer sig med hæderlige 11,9 km/l. Køreegenskaberne på den firhjulstrukne R32 er optimeret med en sportsundervogn, der er 25 millimeter lavere end på en almindelige Golf, mens specielle R-bremsekalibre sikrer, at bilen kan komme ned i fart til tiden. Entusiasterne skal dog ikke snydes for den rigtige "sound". Kendere vil således kunne spotte den firhjulstrukne Golf R på de to enorme centerplacerede udstødningspiper, der supplerer udvendig styling med bl.a. større luftindtag og specielle R-sportssæder indendørs. Bilen lander herhjemme efter nytår. De danske priser og udstyr kendes endnu ikke, men den vil helt naturligt blive dyrere end den nuværende Golf GTI med 210 hk, der starter fra godt 441.000 kroner.

Attitude. Golf R kan kendes på de to centralt placerede kæmpe rør, som stikker ud ad diffuseren.

Attitude. Golf R kan kendes på de to centralt placerede kæmpe rør, som stikker ud ad diffuseren.

Opdateret variant

Den nye Golf Variant får samme front og interiør, vi kender fra de andre Golf-modeller. Ligesom udstyrsprogrammet rettes ind. Den vil kunne leveres med fire benzinmotorer og to dieselmotorer, som henholdsvis spænder fra 80-160 hk, og er på 105 hk og 140 hk. Senere følger også Bluemotion-versioner. Den nye Golf Variant lander herhjemme i starten af november. Priserne, som i dag starter fra 284.000 kroner justeres en smule.

Publiceret 07 October 2009 03:00