Lotte og Mads:

Tusind tak!

Svømme-verdensmesteren Lotte Friis gik glat videre til næste runde af 'Vild med dans'

Af
Af Michael Braunstein Foto: Mads Hussing

Allerøds svømme-verdensmester Lotte Friis og hendes dansepartner Mads Vad gik i fredags uden problemer videre til den kommende fredags udgave af TV2-programmet 'Vild med dans'. Parret jubler da også i deres danseblog på tv2.dk:
'Hvor var det bare fedt i fredags. Vi havde trænet meget hårdt hele ugen, da vi havde et klart mål om, at vi bare ville vise dommerne, hvor meget vi egentlig kan. Hele aftenen gik perfekt og vi nød virkelig at danse Samba og Wiener Vals. Da dommerne gav os vores første 7-taller, var vi bare så glade og jublede for vildt', skriver parret og fortsætter:
'Men uden alle jer som har stemt på os, da dommerne ikke troede på os, ville vi nok ikke være, hvor vi er nu. Vi skylder jer en kæmpe tak. I skal vide, at vi hver eneste dag træner alt hvad vi kan, for at blive ved med at kunne give jer et fedt show om fredagen. Tusind tak for støtten og vi håber, at i bliver ved med at støtte os.'
Lotte og Mads har nu kastet sig ud i Rumba, og her lyder meldingen, at Lotte finder sig rigtig godt tilpas i dansen.
'Mads har lavet en meget svær og krævende koreografi, så vi knokler på livet løs. Koreografien giver virkelig anledning til nærkontakt og Lotte har smidt alle hæmninger og giver den gas. Stemningen er helt i top og vi gør alt hvad vi kan, for at vi på fredag kan give den max gas. Vi vil så gerne komme langt i 'Vild med dans' og bevise, at verdens bedste svømmer bliver en lækker danser', hedder det i parrets blog.

Publiceret 19 October 2009 14:28