Enten eller. Den mest markante forskel på Nissan Pixo, tv, og Suzuki Alto, er fronten. Under huden er de to indisk producerede japanere ens

Enten eller. Den mest markante forskel på Nissan Pixo, tv, og Suzuki Alto, er fronten. Under huden er de to indisk producerede japanere ens

Asiatiske tvillinger

Suzuki Alto og Nissan Pixo er i princippet en og samme bil. Men der er nuancer mellem de to bud i mikroklassen

Af
Af Jens Overgaard

Danskerne er vilde med biler til omkring 100.000 kroner. Siden trillingerne Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107 blev søsat for fire år siden, har de således ligget i toppen af salgslisterne. Det samme gælder den genfødte Suzuki Alto, som blev introduceret i foråret, og siden da er skovlet ud til kunderne i lange baner. Men den er ikke længere alene. Nissan er nemlig klar med søstermodellen, Pixo, der laves på samme indiske fabrik, hvor bilerne samles med mekanik fra Japan. Under huden skulle der ikke være tekniske forskelle, mens hver mærke har fået deres egen profil på overfladen. Og det står også klart efter nogle dage i selskab med bilerne. Her byder Alto sig til med en let trutmundet kølergrill og store dådyrøjne af forlygter, mens Pixo har en mere klassisk og stilig Nissan-front. Det er i udstyrsdetaljerne, vi finder forskellene. Og så på prisen. Godt nok starter begge modeller fra henholdsvis 102.580 kroner for Alto og 103.580 kroner for Pixo, men mens Suzuki har både basismodellen GL og næste udstyrstrin, GLS, i programmet, byder Nissan udelukkende på Acenta-modellen, der i store træk mest modsvarer Suzukis mest udstyrede GLS. Så oversat er Pixo umiddelbart en halv snes tusinde kroner billigere end Alto. Noget, som batter i den her prisklasse. Men der er flere ting at tage hensyn til, hvilket vi vender tilbage til senere. Lad os først gå ombord i bilerne.

Spareiver

Umiddelbart er pakken enkel: Tre og en halv meter bil, fem døre, plads til to voksne foran og to ikke alt for langlemmede teenagere på bagsæderne, og så for øvrigt et minimalistisk bagagerum på 129 liter. Retfærdigvis skal dog siges, at bagsædet kan lægges ned, og på den måde åbenbarer der sig op til 367 liter bagagerumsplads. Når man ser på gadelivet, bruger Familien Danmark mikrobilerne til det meste. Og der kan da også lige klemmes et par barnestole ind på bagsæderne. Du skal dog heller ikke sætte næsen op efter mere, end du betaler for. Finishen er lavet, så den lige netop kan skrælle an. Det høje instrumentbord er ganske logisk opbygget, og det virker solidt, mens materialerne er på traktor-niveau og for eksempel radio-knapperne virker som noget fra et billigt stormagasin-anlæg – lydkvaliteten for øvrigt også. Men det er der sikkert ikke så mange, der bider mærke i, for når du rammer motorvejsfart, presser støjen sig alligevel for alvor på. Her arbejder den nyudviklede trecylindrede 1,0 liters motor på 68 hk for sagerne. Det er en maskine, som er ganske kvik i bytrafik, men mister pusten, når du kommer højere op. Til gengæld går den på papiret 22,3 km/l og udløser en årlig ejerafgift på beskedne 520 kroner. Og det er noget, som alle kan forstå. Vi oplevede, at den lille vævre bil er ganske sparsommelig med dråberne inde i byen, mens motorvejs-cruise, som belaster den lille hårdtarbejdende maskine, koster på brændstoføkonomien. Den noget ukomfortable affjedring understreger også, at det er en lille bil. Du kan også mærke spareiveren agterude, hvor der ikke er lys i bagagerummet, som for øvrigt kun kan åbnes med nøgle eller med et håndtag indefra, mens bagruderne åbnes med små klap-anordninger. Sikkerhedsmæssigt byder modellerne både på ESC og seks airbags. Suzuki Alto fik dog kun beskedne tre stjerner, da bilen blev Euro NCAP testet tidligere på året, mens Pixo helt naturligt ville få et tilsvarende resultat. Det er i underkanten af, hvad man kan forvente af en moderne bil Især set i lyset af at, de også rustikke, men ældre, trillinger Aygo, C1 og 107 har fire stjerner og den dyre hightech mikro, Toyota IQ har fem. Det rokker dog ikke ved, at Suzuki Alto og Nissan Pixo begge er biler med store brugsværdi, hvis man ikke har for store børn. Og for øvrigt kan vænne sig til den specielle trecylindrede motorgang, der giver en let vibreren i den løse koblingspedal ved tomgang.

Små forskelle

Tilbage ved lommeregneren byder Altoens grundmodel, GL, på det meste, mens GLS-modellen desuden har omdrejningstæller cd-radio med MP3 funktion, splitbagsæde, højdejusterbart førersæde og flere højttalere. Nissan Pixo adskiller sig her ved tillige at have tågeforlygter, men mangler bl.a. højdejusteringen på førersædet og omdrejningstæller og noget af højttalerlyden. Hvis der skal aircondition ombord, snævres prisdifferencen ind til bare 6000 kroner. Her koster Alto 119.670 kroner og Pixo 113.670 kroner. Det skal holdes op mod, at Suzuki Alto ifølge brugtbilsekspert Niels Grøftehauge holder prisen bedst, bl.a. fordi Suzuki er mærket bag den oprindelige Alto-model, og dermed har et stærkt brand på området – og for mikro og minibiler generelt. Derfor vil Altoen også i sidste ende være det bedste køb.

Publiceret 22 October 2009 03:00