Flydende. Der er lagt op til ganske elegante linjer i den nye Range Rover, som vi endnu ikke har fået et navn på.

Flydende. Der er lagt op til ganske elegante linjer i den nye Range Rover, som vi endnu ikke har fået et navn på.

Lille livsstilsbil fra Range Rover

Konceptbilen LXR kommer i 2011 som en lille Range Rover-model

Af
Af Jens Overgaard

Det er ikke let at sælge vaskeægte firhjulstrækkere i en verden, hvor moden er skiftet, og det gælder om at sende andre mere diskrete signaler i trafikken. Derfor sætter Land Rover-koncernen nu i gang i produktionen af den strømlinede crossover, koncept LRX, som første gang blev vist på biludstillingen i Detroit forrige år. Den todørs model, der størrelsesmæssigt ligger mellem VW Golf og Tiguan, befinder sig i samme boldgade som for eksempel BMW X1, men vil selvfølgelig også kunne fås med firhjulstræk og Land Rovers Terrain Response System, hvor bilen elektronisk kan indstilles efter underlaget. Og så bliver det den mindste Land Rover nogensinde. Rent praktisk betegnes modellen som en del af Range Rover-modelrækken, hvilket signalerer, at den befinder sig i den mere eksklusive del af segmentet. Fabrikken har foreløbig kun udsendt billedet af konceptbilen, men beskriver således, hvordan vi kan forvente os den endelige bil: "Den nye bil er en naturlig forlængelse af den eksisterende Range Rover modelrække og vil medvirke til at komplettere denne og definere et nyt segment. Den vil være tro mod konceptet og har mange designmæssige ligheder med de øvrige Range Rover modeller, inklusive de mærketypiske træk som den karakteristiske kølerhjelm, det svævende tag og hjulene placeret langt ude i hjørnerne," lyder det fra Land Rover designdirektør Gerry Mcgoven.

Ærkebritisk

Bilen forbliver ærkebritisk, selv om mærket er ejet af indiske Tata, der har hentet millioner af Pund. i støtte. Den er udviklet på Land Rovers designcenter i engelske Gaydon og bliver produceret i Halewood. Modellen, der søsættes i 100 lande i 2011, var i koncept-versionen proppet med genbrugs-materialer for at signalere grøn tankegang. Hvor mange af de tanker, som "genbruges" i den endelige version, tør vi ikke sige. Men ifølge udenlandsk motorpresse er der lagt op til, at bilen udstyres med en firecylindret 2,0 liter dieselhybrid, hvor en elmotor på bagakslen drives af litium-ion-batterier, mens en mere klassisk 3,2 liters V6'er skal give bundtræk til de, der ønsker det.

Publiceret 22 October 2009 03:00