På vej: De nye EU-nummerplader ses mere og mere i gadebilledet. I den første uge valgte 76 procent pladerne med EU-stjernerne.

På vej: De nye EU-nummerplader ses mere og mere i gadebilledet. I den første uge valgte 76 procent pladerne med EU-stjernerne.

Tre ud af fire vælger EU-nummerplader

Massivt mange vælger de nye nummerplader med EU-stjerner, viser opgørelse efter den første uge med muligheden

Af
Af Jens Overgaard

Danskerne har tilsyneladende taget de nye nummerplader med EU-stjerner til sig. Det viser en opgørelse efter den første uge, hvor man frit kan vælge mellem de nye nummerplader, eller den gamle kendte type, som så skal kombineres med et DK-skilt. Ud af de 5810 personbiler, som blev indregistreret i uge 42, valgte 4431 ejere EU-pladerne, hvilket svarer til godt 76 procent. Overraskende nok, var ejere af gulpladebiler og biler på papegøjeplader ikke så begejstrede, her var andelen kun 55 og 57 procent, mens motorcyklister ligger midt imellem med en andel på 63 procent. Den store andel af EU-plader ligger meget godt i tråd med, hvad Skat havde forventet. Og Michael Munkbæk, der administrerer indregistreringerne i Skats motorsektion, forventer, at tallet langsomt vil stige til de godt 80 procent, som vælges i England og Sverige, der også har valgfrihed. "Det sker nok efterhånden, som flere ser EU-pladerne i gadebilledet, vurderer Michael Munkbæk, som tror at andelen måske falder, når medieinteressen stilner af, for så at stige igen." Han har et bud på, hvorfor folk vælger, som de gør. "Det sker ikke af politiske årsager, men mere af praktiske," mener han. Man kan også bytte sin nuværende nummerplade til en EU-nummerplade. Det betyder dog, at man får et helt nyt nummer. Og det koster 1180 kroner. Skat har ingen tal på, hvor mange der har byttet nummerpladerne, fordi den gamle nummerplade afmeldes, og bilen formelt omregistreres. Når alle fire motorkøretøjstyper tages med, er det godt 73 procent, der vælger de nye plader.

Publiceret 22 October 2009 03:00