Modelfoto.

Modelfoto.

Se anklageskriftet:

Jetsetdronning var narkokurer

Nu har jetsetkvinden modtaget anklageskriftet selv. Hun har modtaget ikke under 140 gram kokain fra en storpusher, der angiveligt har solgt næsten et kilo kokain i Nordsjælland

Af
Jesper Lundh

Den 'hemmelige' nordsjællandske jetsetkvinde, der tidligere er blevet sat i forbindelse med en større kokain-sag, er nu officielt tiltalt. Lørdag morgen landede anklageskriftet i den 40-årige kvindes postkasse på en adresse i Nordsjælland, og her kunne hun læse anklageskriftet imod hende sendt fra politiets anklagemyndighed.

ekstrabladet.dk har fået fingre i anklageskriftet, hvor kvinden - der er kendt blandt high society miljøet i Nordsjælland og blandt kendisser generelt - er tiltalt efter Straffelovens paragraf om euforiserende stoffer, som i værste tilfælde kan give op til ti års fængsel.

Forretningskvinden, som efter sigtelserne mod hende kom frem, har mistet flere bestyrelsesposter rundt omkring i erhvervslivet, er tiltalt for 'i en periode fra 11. maj 2009 til den 8. juli 2009, flere steder i Storkøbenhavn og Nordsjælland, helt eller delvis med henblik på videreoverdragelse, ad flere omgange, fra en anden medtiltalt, at have modtaget ikke under 140 gram kokain.'

Kvindens opgave var altså at fungere som en slag kurér for sin pusherven. En kilde siger til ekstrabladet.dk, at kvinden blandt andet blev afsløret og anholdt, fordi sagen har forbindelse til rockermiljøet, som ofte er under overvågning eller aflyttes. Disse oplysninger ønsker politiet dog ikke at bekræfte. I det hele taget ønsker efterforskningschef ved Københavns Politis Narkoafdeling, Steffen Th. Steffensen, ikke at uddybe nærmere detaljer om, hvordan kvinden blev afsløret.

Storpusher solgte til Nordsjælland

Den medtiltalte, en mand som i miljøet angiveligt skulle være kendt som jetset-pusher, er tiltalt i samme sag, for at have været i besiddelse af, også med henblik på videresalg, knap et kilo kokain - 855 gram helt præcist. Fra februar til juli i år blev kokainen 'videresolgt til forskellige købere i Storkøbenhavn og Nordsjælland - hvoraf ikke under 140 gram altså blev solgt til den unavngivne kendiskvinde.'

Kvindens forsvarer Jørgen Lange har ingen kommentarer til anklageskriftet, men bekræfter dog, at tiltaleforholdet er blevet forkyndt for hans klient. Hvordan hun modtog dette, ønsker han ikke at svare på.

- Min eneste kommentar er ret indlysende, og det er, at hun fortsat nægter sig skyldig i tiltalen, siger han til ekstrabladet.dk.

Politiadvokat Jens Rasmussen fra Københavns Politi siger til ekstrabladet.dk, at han ikke har yderligere kommentarer til anklageskriftet.

Det har i dag ikke været muligt, at få en kommentar fra hovedpersonen, jetsetkvinden, selv på tiltaleforholdet. Der er fortsat navneforbud i sagen, hvorfor kvindens identitet ikke må røbes.

Publiceret 26 October 2009 12:14