Natteravnene går i aften med blå nissehuer fra Tuborg. (Arkivfoto)

Natteravnene går i aften med blå nissehuer fra Tuborg. (Arkivfoto)

SKÅÅÅL! Natteravnene reklamerer for Tuborg

I aften er Natteravnene på gaden for at hjælpe unge under den massive druk på J-dag, men samtidig reklamerer Natteravnene selv for Tuborg

Når Tuborg i aften åbner for fadølshanerne med årets julebryg, går Natteravnene ud blandt de unge med moralen om at man "ikke er nice, hvis man er stangstiv." Men samtidig reklamerer Natteravnene selv for Tuborg ved at gå med blå nissehuer, som de også deler ud til de unge.

Og det er en særdeles uheldig cocktail, fordi Natteravnene netop er ude for at hjælpe unge, der har fået for meget at drikke. Det mener flere Natteravne.

"Vi vil ikke være reklamesøjler. Vi ved godt de unge drikker, men vi behøver ikke opfordre dem til det," siger Gunnar Fonseca Larsen, der er formand for Natteravnene i Halsnæs til Lokalavisen.dk.

"Man kan ikke tage fejl af, at det er reklamer. Hvis det havde været røde eller gule huer, havde vi måske sagt ja, men nu skal vi være reklamesøjler for Tuborg, og der trækker vi grænsen. Næste gang skal vi måske klædes ud som Lego-mænd, eller hvad?" spørger Natteravnen fra Frederiksværk.

I Helsingør og Espergærde er utilfredsheden lige så udtalt. De lokale natteravne er i oprør og har sendt over 20 kritiske reaktioner til den lokale forening. Efterfølgende har de to afdelinger sendt en mail rundt til en række andre afdelinger i Nordsjælland, for at få en debat af det, man i Espergærde og Helsingør kalder "en fejldisponering".

I Hillerød ser man dog helt anderledes på sagen.

"Uanset hvad vi gør, er de unge ude at drikke. Men med huen sender vi signalet: 'Vi ved godt, det er J-dag og at I drikker øl, men vi er her alligevel for jer'," siger Vivi Wøldike, der er formand for Natteravnene i Hillerød.

Hun mener, at den blå reklame-hue også kan være en mulighed for at komme i kontakt med de unge.

"Med nissehuen kan vi få en snak med dem. Vi ved af erfaring, at det er nemmere at komme i kontakt med dem, hvis vi har noget i hånden," siger Vivi Wøldike, som mener det er bedre at have huen med end at undvære den.

Publiceret 30 October 2009 16:20