Spritbilist kastede sten på politibil

En ung mand fra Grenaa får lagt lidt oveni bøden for spirituskørsel, efter at han i forbindelse med sin løsladelse begyndte at kaste med sten på politiets patruljevogn.

Af
Af Anette Bonde

En spritbilist fra Grenaa, omkring 20 år, blev torsdag morgen ved 5.30 tiden taget med på politistationen i Grenaa. Bilisten var på Hemmedvej ved Glesborg kommet til at køre over i den forkerte side af vejen, havde ramt en bil og var endt i et elskab.
På politistationen blev der taget en blodprøve af bilisten, og vedkommende kom derefter i dententionen for at sove rusen ud inden afhøring.

Løsladt og anholdt igen efter stenkast

Efter afhøringen af spritbilisten torsdag formiddag blev vedkommende løsladt. Han blev i en politibil kørt til et centralt sted, hvorfra han kunne komme videre. Den løsladte var imidlertid så vred, da han var kommet ud af bilen, så han kastede med sten efter politiets patruljebil.
Det resulterede i, at han igen blev anholdt og bedt om at stige ind i bilen. Han blev kørt til politistationen og blev denne gang sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Derefter blev han igen løsladt og kan nu se frem til at få en samlet straf for sine forseelser.

Publiceret 30 October 2009 09:55